Skip to main content
All Posts By

charlotte

Et godt liv handler om at tage bevidste beslutninger

By Blogindlæg No Comments

Beslutninger er til for at blive taget. Og hvis du vil skabe det allerbedste liv for dig selv, er BEVIDSTHED afgørende for, at du får skabt lige præcis sådan et liv.

Hver dag bliver du stillet over for et hav af beslutninger, du skal tage.

Hvad du vælger, når du beslutter en handling, har effekt på dig. På dit liv. Lige meget, hvordan du vender og drejer det.

Det er faktisk ret enkelt, det der med beslutninger.

Tager du beslutninger, der er gode for dig og føles rigtige for dig, bygger du et stærkt fundament, du kan skabe dit liv ud fra.

Gode beslutninger er fx:

  • Du får nok søvn
  • Du spiser sundt (ikke for meget sukker, ikke for meget alkohol)
  • Du dyrker motion
  • Du plejer din mentale sundhed (taler pænt til dig selv, sætter dig selv først).

Tager vi beslutninger, der ikke gavner os – og let’s face it … det gør vi alle sammen med jævne mellemrum – er fundamentet, vi kan bygge vores liv på, vakkelvornt.

Beslutninger, der ikke er gode for dig, kan – udover at være det modsatte af ovenstående – fx være:

  • Du bliver i et dysfunktionelt parforhold
  • Du siger ikke fra (job, venner, familie …)
  • Du undertrykker dine følelser.

Jeg tror på, at kvaliteten af vores beslutninger afhænger af,
hvordan vi ser os selv. Hvor meget vi selv synes, vi er værd.

Så når vi tager en beslutning, der ”skaber råd i fundamentet” skyldes det, at vi ikke tror på, at vi fortjener bedre. Inderst inder tror vi ikke på, at vi fortjener mere end det, vi rækker ud efter.

Og det er her, din BEVIDSTHED kommer ind i billedet.

Fordi.

Uden din bevidsthed om, hvilken slags beslutning du er i gang med at tage, risikerer du at blive ved med at gentage mønstre (handlinger), der ikke tager dig i retning af det allerbedste liv.

Vil du gerne have en stærkere krop? Vær bevidst om, om du vælger løbeskoene eller sofaen, når du kommer hjem fra arbejde.

Vil du gerne tabe et par kilo? Vær bevidst om, hvad din hånd rækker ud efter … kage eller frugt?

Vil du gerne have det bedre mentalt? Være bevidst om, hvordan du taler til og behandler dig selv.

Alt for ofte lader vi autopiloten – plejer – styre vores beslutninger. Og plejer-autopiloten er farlig. Den gør alt, hvad den kan for at holde os fast i det mønster, vi kender. De beslutninger, vi plejer at tage. Den adfærd, vi kender.

Og det gør den, fordi det dybt inde i vores hjerner sender signalet om, at hey, du er på velkendt grund. Og velkendt grund er trygt. Og så vælger vi det trygge.

Lad mig gi’ dig et eksempel:

En veninde, der bor i udlandet, har meldt sin ankomst i Danmark. Tre uger skal hun være i ”din” by.

Som den rummelige og søde person, du er, siger du ”Du kan da bo hos mig”. Hun takker ja og flytter ind et par uger senere. Du har forberedt dig godt, så I får afstemt forventninger med det samme. Du er godt tilfreds med dig selv.

Efter nogle dage begynder du at føle dig fanget i dit eget hjem. Begrænset. Tankerne myldrer og du har svært ved at trække vejret frit. Du har ganske enkelt taget munden for fuld ift. at have en logerende i tre uger. Hun er nødt til at flytte, hvis ikke du skal gå helt op i limningen.

Men du siger ikke noget til hende. Du beslutter at tie og lide i stilhed.

Med andre ord en dårlig beslutning for dig, fordi du ikke har det godt i dit eget hjem.

Autopiloten styrede dig i retning af et trygt – men dårligt – valg.

Du k a n gøre op med autopiloten. Du k a n træne dig selv op til at vælge de beslutninger, der er gode for d i g. Det kræver øvelse. Men du kan godt. Ved at træne din BEVIDSTHED om, hvad du ”har gang i” og hvorfor.

Hvis vi skal lære at træffe gode beslutninger, er vi nødt til at finde ud af, hvorfor vi tager de dårlige beslutninger.

Min tilgang som både coach, mentor og menneske er, at det er en overbevisning vi har fået installeret på vores mentale harddisk, da vi var ganske små. Vi har set, hørt og oplevet ting, der har fået os til at tro på, at vi ikke er det gode værd.

Hvis ikke vi er BEVIDST om, at den måde, vi lever vores voksenliv på, er koblet op på mønstre fra vores barndom og opvækst, så vil vi fortsætte med at tage dårlige beslutninger … måske resten af vores liv.

I eksemplet ovenfor tager du den – for dig – dårlige beslutning, fordi du som lille har lært, at andres behov kommer før dine. Igennem ting du har set og oplevet har du afkodet, at du bliver lukket ude af fællesskabet, hvis du sætter dig selv først.

Men, kære du. Du KOMMER først. DU FORTJENER AT LEVE DET ALLERBEDSTE LIV.

Du e r de gode beslutninger værd. Også selvom din hjerne i tryghedens navn vil gøre alt, hvad den kan for at overbevise dig om at tage den sikre og velkendte vej: sukker, sofa og synkende parforhold.

De dårlige beslutninger giver dig ikke det liv, du drømmer om. Det gør de gode beslutninger. De beslutninger, hvor du sætter DIG og din fysiske og mentale sundhed først.

Vær BEVIDST om, hvilken beslutning du er i gang med at tage. Er det en beslutning, der gavner dig? Hvis ikke så flyt dit fokus – og gør det modsatte af, hvad du lige skulle til at gøre.

For hver gang du bruger din bevidsthed bevidst, træner du din selvværdsmuskel.

Den muskel, der får dig til at tro på, at du selv har magten til at forme dit liv.

Står mønstre fra din opvækst i vejen for, at du kan tage gode beslutninger? Beslutninger, der gør dit drømmeliv til virkelighed?

Jeg er her for at hjælpe dig med at stille skarpt og fjerne de roadblocks, der står imellem dig og det allerbedste liv.

Kontakt mig nu

☎ 2571 2511

eller send en 📧

Din barndom har givet dig sår – pil i dem til du forstår

By Blogindlæg No Comments

Når du forstår, hvordan din barndom og opvækst påvirker dig i dit voksne liv, har du nøglen til at blive fri til at være den, du i virkeligheden er.

Du kender fornemmelsen lige så godt som din egen bukselomme – fornemmelsen af, at du er forkert. Lige så godt kender du fornemmelsen af ensomhed og af, at noget mangler i dit liv.

Én af grundene til, at du føler dig forkert er, at du fortæller dig selv, at det er forkert, at du føler dig forkert. En kringlet sætning – I know – men den er sand som bare fa****.

Én af grundene til, at du mærker en indre ensomhedsfølelse er, at du ikke anerkender fornemmelsen af at være forkert. Når du skubber forkertheden væk, skubber du nemlig dig selv væk.

Én af grundene til, at du oplever, at noget mangler i dit liv, er, at du skubber dig selv væk. Det er dig, der mangler i dit liv.

Årtiers søgen

Selv kender jeg til både forkerthed, ensomhed og oplevelsen af, at noget mangler i mit liv. Hele baduljen har fulgt mig, siden jeg i starten af 20’erne kom i kontakt med, at der var noget i min fortid, der “støjede”. Jeg tror dog, at baduljen har været i mit liv længere end det, men som barn og ung var jeg ikke klar over, hvad der var på færde.

Da jeg i mine tidlige 20’ere mærkede, at noget var helt skævt, blev det startskuddet på årtiers søgen efter svar. Svar på, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det.

Men først da jeg blev “rigtig” voksen gik det op for mig, hvor vigtigt det er at kende svarene for at kunne leve et liv i ro og balance. Et liv, hvor jeg står stærkt i mig selv – der, hvor jeg ikke pleaser, der, hvor jeg kan sige fra og der, hvor jeg kan sætte grænser.

Flere forskellige psykologer og coaches har gennem årene været på banen. I håbet om, at de kunne guide mig ind til svaret på, hvor den “støj” (forkert, ensom, mangler noget), der boede i mit indre, kom fra. De pillede lag af, men min oplevelse var, at jeg ikke kom ind til kernen. Kernen af problemet – kernen af mig.

Derfor gik jeg selv på opdagelse i en kæmpe verden af psykologi- og selvhjælpsbøger. Jeg blev vidensjunkie. Skønlitteratur blev erstattet af fagbøger. Fagbøger, der side for side gjorde mig klogere på, hvilken betydningen barndommens oplevelser har for, hvordan vi lever vores voksenliv.

Gang på gang blev jeg mødt af sætningen: “Hvis du bliver ved med at pille i såret, heler det aldrig”. Igen og igen lod jeg sætningen sætte min søgen på pause. Det er nok mig, der er forkert på den, fordi jeg søger efter svar … tænkte jeg (velkommen til mere forkerthed).

Men en lille stemme inde i mig blev ved med at hviske, at jeg skulle fortsætte. Stemmen var min intuition. Den vidste, at jeg ville finde svaret, hvis jeg ikke opgav min søgen. Den véd, at svaret bor inde i mig. Svaret er altid at finde inde i dig. Du er nødt til at pille i såret, til du forstår, hvor det kommer fra. Først dér, kan du begynde at hele såret.

Når du kender dit svar, kan du gøre dig fri

Har du oplevet at blive ignoreret gennem din opvækst? Ikke bare én gang men mange gange. At nogle følelser (fx vrede) ikke var velkomne? At dine behov ikke blev anerkendt og mødt? At du følte dig udstødt af (familie)fællesskabet?

Så vil det gøre noget ved dig som menneske. Det noget følger dig ind i voksenlivet.

Oplevelserne, jeg har beskrevet, giver dig ar på sjælen – bl.a. i form af et lavt selvværd.

Du bliver ham/hende, der:

  • ikke tør sige din mening, sige fra eller sætte grænser
  • tager alt for meget ansvar … i alle mulige sammenhænge
  • sætter dig selv til side
  • har et kæmpe behov for at få anerkendelse fra andre.

Du ender med at tvivle på din egen dømmekraft, din hukommelse og dine følelser.

Når du går ud i verden med det “fortegn”, bliver verden et hårdt sted at være. Du føler dig hele tiden bagud … selvom du knokler som en gal for at holde skruen i vandet.

Mange vælger at knokle endnu mere – det gjorde jeg selv – for at holde det hårde på afstand.

Resultatet bliver udmattelse. Både fysisk og mentalt. Måske depression, måske stress, som blev resultatet for mit vedkommende.

Valget er dit

Men du har et valg.

Du kan tage turen tilbage til fortiden og finde ud af, hvorfor det er så svært at være dig.

Hvorfor livet føles som en møllesten om din hals.
Undersøge, hvad der ligger til grund for din oplevelse af at være forkert, føle dig ensom og have fornemmelsen af, at noget mangler.
Finde ud af, hvorfor det er så svært for dig at sige fra og sætte grænser.

Du er det værd. Din rejse tilbage i tiden vil give dig en forståelse for dig selv, du aldrig før har haft.

 

Når du forstår – og anerkender – hvorfor du er, som du er, så falder brikkerne på plads. Stille og roligt. Én for én.

Når du forstår, kan du begynde at ændre de barndomsmønstre, der ikke tjener dig i dit voksne liv. Det er hér, sårhelingen begynder.

Når du forstår, vil du også kunne se, hvilke gaver din opvækst har givet dig med. For du er og kan noget særligt som følge af de ting, du har oplevet i din barndom.

Når du forstår, vil det have en positiv effekt på relationen både til dig selv og til andre.

Når du forstår, kan du gøre dig fri af din fortid og begynde at hele de sår, den har påført dig, så de ikke spænder ben for dig i din nutid.

Sådan skaber du ro i dit hoved

By Blogindlæg No Comments

Hvornår har du sidst haft ro i hovedet? Du ved … sådan helt stille. Uden tanker, der køøører rundt og er ved at gøre dig vanvittig.

60.000 tanker – 80% af dem negative

Eksperter anslår, at du – og jeg – tænker ca. 60.000 tanker … i døgnet?

Det er selvfølgelig ikke dem alle sammen, du opdager.

En stor del af dem er der uden, at du overhovedet lægger mærke til dem. Fx tænker du ikke over, hvordan du skal børste tænder. Du gør det bare. Men der ligger en tanke bag.

Interessant er det, at de tanker, du bider mærke i, ofte er dem, der er negative. Dem anslår eksperterne fylder op mod 80% af dine tanker.

GULP.

Det’ pænt mange, hva’?

Negative tanker peger i retning barndommen

På baggrund af de mange samtaler, jeg har haft – og i øvrigt også egne erfaringer – danner der sig et billede:

De negative tanker peger meget ofte i retning af fortiden, nærmere bestemt barndommen.

Ting der er blevet sagt eller ikke sagt, noget, der er blevet gjort eller ikke gjort. Og drømmen om, at det var anderledes.

Og nej, vi skal ikke ud i en lang psykologisk snak. Det lader jeg psykologer om. Men jeg tror på, at rigtig mange mennesker kan finde ophavet til uroen i deres hoved, hvis de går tilbage i tiden og sætter luppen på deres opvækst.

  • Er du ikke blevet set eller hørt igennem din opvækst?
  • Er du ikke blevet anerkendt for ”bare” at være dig?

Så er der stor sandsynlighed for, at det er lige præcis dét, du kæmper for at få til at ske i dit voksne liv: at blive set, hørt og anerkendt.

Selv-utroskab skaber uro

Strategien for at få det, du længes efter, er enkel – men desværre uhensigtsmæssig. Det var i øvrigt én, jeg selv benyttede i mange år. Man pleaser, tør ikke sige sin sandhed højt og har svært ved at sætte grænser.

Ønsket om at blive set, hørt og anerkendt er så altoverskyggende, at man vil gøre hvad som helst for at få det opfyldt.

Det betyder, at man sætter sine egne værdier i skammekrogen og overskrider sine egne grænser.

Jeg kalder det, at du er dig selv utro – og DET SKABER URO I HOVEDET.

En indre kamp

Når du gang på gang går på kompromis med dig selv, får det ”båden til at vippe”. Din hjerne forstår simpelthen ikke, hvorfor du ikke lytter til dig selv – lytter til din intuition, der fortæller dig, at nu skal du åbne munden, nu skal du sige stop.

Det starter en indre kamp – kampen mellem det, du mærker er rigtigt for dig og det, du så siger og gør.

Mismatchet mellem dit indre og dit ydre kommer til udtryk som … rigtigt gættet – URO I HOVEDET.

Du kan ændre din nutid – ikke din fortid

Lad mig lige så én ting fast: At du benytter strategien gør dig ikke forkert. Du er ikke forkert. Du har blot et kæmpe ønske om at få det, du aldrig har fået.

Men.

Fortiden kan vi som bekendt ikke ændre. Men du kan ændre din nutid. Det gør du ved at begynde at give dig selv det, du ikke fik som barn.

Nøglen til at skabe ro i dit hoved

Nøglen til at skabe ro i dit hoved er, at du ser dig selv, lytter til dig selv og anerkender dig selv. Vi kan også kalde det, at du tager dig selv alvorligt.

Det gør du ved at stoppe op, når du får et signal fra din krop.

Jeg tror på, at vores kroppe fortæller os, når vi er på vej væk fra os selv. For mig er kuldegysninger i nakken et stop-signal. Du kender det måske. Eller måske oplever du en knude i maven, en klump i halsen eller at dine kæbemuskler bliver spændte, når du oplever, at dine grænser bliver overskredet eller du ikke får sagt din mening.

Når du begynder at stå op for dig selv, vil din hjerne over tid få tillid til dig igen. Tillid til, at du passer på dig selv. Det kan den virkelig godt li’.

Og din hjerne giver dig en gave til gengæld: RO I HOVEDET.

… og KONTAKT mig hér:

☎ 2571 2511

📧 kontakt@charlottelind.com