Skip to main content
Blogindlæg

Et godt liv handler om at tage bevidste beslutninger

By september 24, 2021No Comments

Beslutninger er til for at blive taget. Og hvis du vil skabe det allerbedste liv for dig selv, er BEVIDSTHED afgørende for, at du får skabt lige præcis sådan et liv.

Hver dag bliver du stillet over for et hav af beslutninger, du skal tage.

Hvad du vælger, når du beslutter en handling, har effekt på dig. På dit liv. Lige meget, hvordan du vender og drejer det.

Det er faktisk ret enkelt, det der med beslutninger.

Tager du beslutninger, der er gode for dig og føles rigtige for dig, bygger du et stærkt fundament, du kan skabe dit liv ud fra.

Gode beslutninger er fx:

  • Du får nok søvn
  • Du spiser sundt (ikke for meget sukker, ikke for meget alkohol)
  • Du dyrker motion
  • Du plejer din mentale sundhed (taler pænt til dig selv, sætter dig selv først).

Tager vi beslutninger, der ikke gavner os – og let’s face it … det gør vi alle sammen med jævne mellemrum – er fundamentet, vi kan bygge vores liv på, vakkelvornt.

Beslutninger, der ikke er gode for dig, kan – udover at være det modsatte af ovenstående – fx være:

  • Du bliver i et dysfunktionelt parforhold
  • Du siger ikke fra (job, venner, familie …)
  • Du undertrykker dine følelser.

Jeg tror på, at kvaliteten af vores beslutninger afhænger af,
hvordan vi ser os selv. Hvor meget vi selv synes, vi er værd.

Så når vi tager en beslutning, der ”skaber råd i fundamentet” skyldes det, at vi ikke tror på, at vi fortjener bedre. Inderst inder tror vi ikke på, at vi fortjener mere end det, vi rækker ud efter.

Og det er her, din BEVIDSTHED kommer ind i billedet.

Fordi.

Uden din bevidsthed om, hvilken slags beslutning du er i gang med at tage, risikerer du at blive ved med at gentage mønstre (handlinger), der ikke tager dig i retning af det allerbedste liv.

Vil du gerne have en stærkere krop? Vær bevidst om, om du vælger løbeskoene eller sofaen, når du kommer hjem fra arbejde.

Vil du gerne tabe et par kilo? Vær bevidst om, hvad din hånd rækker ud efter … kage eller frugt?

Vil du gerne have det bedre mentalt? Være bevidst om, hvordan du taler til og behandler dig selv.

Alt for ofte lader vi autopiloten – plejer – styre vores beslutninger. Og plejer-autopiloten er farlig. Den gør alt, hvad den kan for at holde os fast i det mønster, vi kender. De beslutninger, vi plejer at tage. Den adfærd, vi kender.

Og det gør den, fordi det dybt inde i vores hjerner sender signalet om, at hey, du er på velkendt grund. Og velkendt grund er trygt. Og så vælger vi det trygge.

Lad mig gi’ dig et eksempel:

En veninde, der bor i udlandet, har meldt sin ankomst i Danmark. Tre uger skal hun være i ”din” by.

Som den rummelige og søde person, du er, siger du ”Du kan da bo hos mig”. Hun takker ja og flytter ind et par uger senere. Du har forberedt dig godt, så I får afstemt forventninger med det samme. Du er godt tilfreds med dig selv.

Efter nogle dage begynder du at føle dig fanget i dit eget hjem. Begrænset. Tankerne myldrer og du har svært ved at trække vejret frit. Du har ganske enkelt taget munden for fuld ift. at have en logerende i tre uger. Hun er nødt til at flytte, hvis ikke du skal gå helt op i limningen.

Men du siger ikke noget til hende. Du beslutter at tie og lide i stilhed.

Med andre ord en dårlig beslutning for dig, fordi du ikke har det godt i dit eget hjem.

Autopiloten styrede dig i retning af et trygt – men dårligt – valg.

Du k a n gøre op med autopiloten. Du k a n træne dig selv op til at vælge de beslutninger, der er gode for d i g. Det kræver øvelse. Men du kan godt. Ved at træne din BEVIDSTHED om, hvad du ”har gang i” og hvorfor.

Hvis vi skal lære at træffe gode beslutninger, er vi nødt til at finde ud af, hvorfor vi tager de dårlige beslutninger.

Min tilgang som både coach, mentor og menneske er, at det er en overbevisning vi har fået installeret på vores mentale harddisk, da vi var ganske små. Vi har set, hørt og oplevet ting, der har fået os til at tro på, at vi ikke er det gode værd.

Hvis ikke vi er BEVIDST om, at den måde, vi lever vores voksenliv på, er koblet op på mønstre fra vores barndom og opvækst, så vil vi fortsætte med at tage dårlige beslutninger … måske resten af vores liv.

I eksemplet ovenfor tager du den – for dig – dårlige beslutning, fordi du som lille har lært, at andres behov kommer før dine. Igennem ting du har set og oplevet har du afkodet, at du bliver lukket ude af fællesskabet, hvis du sætter dig selv først.

Men, kære du. Du KOMMER først. DU FORTJENER AT LEVE DET ALLERBEDSTE LIV.

Du e r de gode beslutninger værd. Også selvom din hjerne i tryghedens navn vil gøre alt, hvad den kan for at overbevise dig om at tage den sikre og velkendte vej: sukker, sofa og synkende parforhold.

De dårlige beslutninger giver dig ikke det liv, du drømmer om. Det gør de gode beslutninger. De beslutninger, hvor du sætter DIG og din fysiske og mentale sundhed først.

Vær BEVIDST om, hvilken beslutning du er i gang med at tage. Er det en beslutning, der gavner dig? Hvis ikke så flyt dit fokus – og gør det modsatte af, hvad du lige skulle til at gøre.

For hver gang du bruger din bevidsthed bevidst, træner du din selvværdsmuskel.

Den muskel, der får dig til at tro på, at du selv har magten til at forme dit liv.

Står mønstre fra din opvækst i vejen for, at du kan tage gode beslutninger? Beslutninger, der gør dit drømmeliv til virkelighed?

Jeg er her for at hjælpe dig med at stille skarpt og fjerne de roadblocks, der står imellem dig og det allerbedste liv.

Kontakt mig nu

☎ 2571 2511

eller send en 📧

Leave a Reply