“Det har jeg da selv!”, er sikkert dit umiddelbare svar.
Og jeg forstår godt, hvis du synes, at det er et lamt spørgsmål at stille.
Men læse lige videre.
Fordi.
Vi er nemlig mange – rigtig mange, faktisk – der … uden, at vi er klar over det … giver magten over os selv og vores liv til andre.
Det kan fx se sådan her ud:
Du spørger igen og igen din mand, mor eller veninde: “Er der noget i vejen?”.
Det, der sker hér, er, at du – uden at tænke over det – smutter du over på den anden side af nettet – over på den andens banehalvdel – for at undersøge, om alt er OK.
For når alt er OK hos den anden, kan du slappe af. Så behøver du ikke forholde dig til den uro, du mærker inde i dig. Den uro, der opstår, så snart du opfanger den mindste forandring i en andens sindstilstand og humør.
Kender du fornemmelsen?
Adfærden er en, vi har lært og integreret som et mønster, da vi var ganske små.
Hvis du er vokset op i en familie, hvor du ikke følte dig tryg – måske der blev drukket for meget, måske du havde en forælder, der havde psykiske udfordringer eller måske du havde forældre, der ikke var i stand til at se og elske dig, som du havde brug for – så var det sådan du overlevede.
Du fandt ud af, at hvis du tog ansvar for, at andre var glade, så kunne du også være glad. Du lærte, at hvis du pleasede andre og tilpassede dig, så kunne du føle dig tryg.
Men det er falsk tryghed. For trygheden kom på bekostning af dig og dine behov. Fordi du var nødt til at pakke dig og den du er væk for at skabe trygheden, var det andre, der havde magten til at bestemme, om du var tryg eller ej.
Du lærte altså, at for at du kunne føle dig tryg, sikker og have det godt, så skulle du sørge for, at andre havde det godt.
Det er hér, magten over dig og dit liv blev givet til andre.
Forestil dig en tenniskamp. Hvis du er lissom mig, så spiller du for at vinde. Men med din utrygge opvækst i bagagen lader du personen på den anden side af nettet føre din ketcher. For at være sikker på, at de ikke bliver vrede eller kede af det. De bestemmer, hvor bolden skal placeres. Hvor let er det lige at vinde en tenniskamp, hvis ikke det er dig, der har din ketcher i hånden og bestemmer boldens retning?
Jeg skriver på ingen måde det her for at pege fingre af eller udskamme forældre over det ganske, danske land. De gjorde det bedste, de kunne, ud fra, hvad de selv har med i bagagen. Nogle gange var det godt nok – andre gange var det knap så godt.
Så altså – når du har brug for at tjekke ind hos andre for at høre, om de er OK, så er det et udtryk for, at kontakten til dig selv over årene lige så stille og roligt er feset ud sammen med badevandet. Uden at du har været klar over, at det var det, der var på spil.
Mønstre, vi skaber i barndommen, tager vi ubevidst med ind i vores voksenliv. Der kører de troligt derudaf for fuld hammer.
Hvis ikke vi skaber bevidsthed om, at hvad det er for mønstre, der er på spil, så vil de blive ved med at joske en kæp i hjulet på vores liv og livsglæde.
For mønstrene står i vejen for, at du kan leve som den, du i virkeligheden er. Helt inde i din inderste kerne.
MEN.
Du er ikke dine mønstre. Dine mønstre er nogle, du har tillært dig for at overleve. Mønstrene er strikket sammen af andres overbevisninger om, hvordan verden ser ud, og hvad der er “rigtigt” og “forkert”. Og ved at spotte dem og ændre dem, så kan du genskabe kontakten til dig selv, og dermed tager du magten tilbage.
Måske du længe har gået med en fornemmelse af blot at overleve? Det’ dine mønstre, der “taler”.
Hvis du vil derhen, hvor du føler, at du LEVER, så er det dine mønstre, du skal i gang med at kigge på.
Hvordan ser de ud? Hvem kommer de fra? Hvad opnår du ved at køre mønstrene?
Og så 10.000 kroners spørgsmålet: “Hvordan ville dit liv se ud, hvis du ikke længere var styret af dine mønstre?”.
