charlotte

maj 13

Energi for dummies

By charlotte Blogindlæg, Spiritualitet No Comments

Løber der en spirituel åre gennem din personlige udvikling, så har du helt sikkert hørt om energi. Men det kan være svært at knække koden til, hvad det egentlig betyder, og hvordan du får det ind under huden.

Det her indlæg er skrevet til dig, der har ledt efter en hverdagsbeskrivelse af energi.

Og lige for en god ordens skyld – det, du nu skal læse, er min måde at forklare energi på … jeg hævder ikke at være ekspert på området eller at have sandheden om energi.

Når folk siger til dig ”du har sådan en fed energi”, så kan du også mærke det selv. Du har følelsen af at være fyldt op indefra og ud. Hverdagen føles legende let, og de gode ting kommer i din retning, uden at du løfter en finger.

Det, der sker, når du oplever medvind på livets cykelsti, er, at du gradvist skifter til et højere gear på din livscykel. Jo mere godt, der sker, jo højere gear kører du i.

Det ser sådan her ud:

Forestil dig, at du sidder på din cykel og er på vej ned ad en lang, stejl bakke.

Du ved godt, at du kan cykle. Du har gjort det i årevis.

Men til at starte med bruger du bremserne, fordi frygten for at vælte ligger i baghovedet. Du føler dig anspændt i kroppen. Du er irriteret over, at du skal cykle på besøg hos din veninde, og har egentlig lyst til at vende om.

Gradvist bliver du mere modig, fordi du finder ud af, at du godt kan holde balancen. Så du slækker lidt på bremserne. Din krop slapper en smule mere af.

Hvad sker der? Din cykel begynder at trille hurtigere.

Det føles skønt med vind i håret, der stikker ud under cykelhjelmen, og du slækker lidt mere på bremserne. Din krop slapper endnu mere af.

Nu triller din cykel endnu hurtigere. Du mærker suset i maven og får mere og mere tillid til dig selv. Du føler dig næsten helt afslappet.

Til sidst slipper du bremserne helt og suser afsted i fuld fart. Du føler dig som King of The Road og tænker slet ikke over, hvor hurtigt du kører. Det hele falder dig let og naturligt, og du slapper fuldkommen af.

Da du ankommer til din venindes hus, mærker du en boblen i maven, og du smiler og er taknemlig for, at du har fået motion og frisk luft. Du glæder dig til at se hende.

I møder hinanden i døren, og du giver hende et stort kram. Efter krammet kigger din veninde på dig og siger: ”Aih, hvad sker der lige? Hva’ så end det er, du har gang i, så vil jeg være med”. Du oser nemlig langt væk af feel good.

Eksemplet ovenfor viser dig, at troen på dig selv, og hvor på skalaen (1-100) din energi ligger, hænger uløseligt sammen.

Det viser dig, hvordan du kan ændre din energi ved at have tillid til dig selv.

Når du træder på bremsen – dvs. ikke tror på dig selv – så er din energi i den lave ende af skalaen.

Når du slipper bremsen – dvs. tror på dig selv – så vil din energi kravle op i den høje ende af skalaen.

Og det er – selvfølgelig, har jeg lyst til at sige – den høje ende af skalaen, du har lyst til at befinde dig i. Ikke, at vi kan være der hele tiden … shit happens, og så bliver vi slået ud af kurs … men du kan være det meget af tiden.

Når bare du er opmærksom på, om du har foden på eller af bremsen.

Det holder du øje med på dén her måde:

Foden på bremsen = når dit liv er et kludetæppe af nej’er – dvs. ting, mennesker og situationer du ikke har lyst til, men som accepterer, fordi du sidder fast i en overbevisning om, at du ikke er god nok, og at dit liv ikke må være let og nydelsesfuldt.

Foden af bremsen = du går efter det, der er et HELL YES! for dig. Du lader dig ikke holde tilbage af frygt eller af, hvad andre vil tænke. Du gør det, der føles sandt og rigtigt for dig.

Det er meget enkelt:
DEN MÅDE, DU HAR DET PÅ (= din energi) følger lige i r*ven på din fod

Det vil derfor også sige, at det er dig, der bestemmer, hvordan du vil have det.

Det er dig, der bestemmer, om du fylder nej’er eller ja’er ind i dit liv. Og det vil også sig, at ansvaret for, hvordan du har det, er dit eget. Du bestemmer.

I know. Det kan være en virkelig bitter pille at sluge (jeg taler af egen erfaring her), når fortiden længe har ”spillet rollen” som det, der står i vejen for, at du har det liv, du længes efter.

Men den gode nyhed er til at ta’ at føle på.

Når vi overgiver os til, at det ikke giver os det liv, vi længes efter at skyde skylden på vores opvækst, andre mennesker eller situationer, så åbner der sig en ny dør.

Døren til, at du har magten over dit eget liv.

Det er herfra du styrer, hvad DU vil og ikke vil – det er herfra du bestemmer, om du bliver ved med at bremse, eller om du fremadrettet lever livet for full speed.

Er du klar til at fylde dit liv med HELL YES!? ➡️

LÆS om mentorforløbet LIVSKRAFT

apr 29

Forhandler du om, hvem du er?

By charlotte Blogindlæg No Comments

”Du skal bare være dig selv”.

Hvis jeg havde fået en femmer, hver gang jeg har hørt eksperter på nettet, businesscoaches eller psykologer sige sådan, så ville jeg ha’ kunnet købe Tivoli. Næsten.

Du skal bare være dig selv er en sætning, der står bøjet i neon, når det handler om personlig udvikling.

Og ja. Det er sandt. Vi skal være os selv.

Men ordet ”bare” skal slettes fra sætningen.

For det er ikke ”bare” at være sig selv, hvis man som barn fandt ud af, at det havde negative konsekvenser at vise, hvem man er.

Måske du fik at vide med ord, at du skulle holde din mening for dig selv, lade andre komme før dig eller være en pæn pige.

Måske du ”hørte” de samme meldinger ved at lægge mærke til de voksnes blikke.

Måske du fandt ud af, at det var farligt at være dig selv, fordi du oplevede at blive frosset ude af fællesskabet, hvis du viste dit sande jeg.

Uanset, hvordan du har oplevet, at det ikke var OK at være den, du er, så er der en neonrød tråd:

Vi bliver villige til at forhandle med andre om, hvem vi er i en given situation.
Fordi vi er bange for, at andre bliver vrede på os eller ikke vil os, hvis vi viser, hvem vi inderst inde er.

Det er det, vi har set ske, da vi voksede op.

Her var alternativet – jeg smutter og klarer mig selv – ikke en option. Vi var afhængige af vores omsorgspersoner, så løsningen blev, at vi lavede os selv om, så vi ku’ høre til i flokken.

Det er en god overlevelsesstrategi. Faktisk ret klogt ”fundet på” (det sker ubevidst) af et barn, for alternativet ville være, at man var f*****.

Men når vi ikke får viklet os ud af paratheden til at identitetsforhandle og tager den med ind i voksenlivet, så har vi balladen.

Vi kommer til at leve det, jeg kalder et PPP liv.

Vi pleaser til højre og venstre

Vi er i konstant præstationsmode

Vi bliver til perfektionister.

Fordi vi har så travlt med at bevise vores værd.

Men det værd, vi forsøger at bevise, udspringer ikke fra vores kerne. Det er et, vi prøver at bygge op på andres værdier, drømme, ønsker og præmisser. Fordi vi har lært, at den, vi inderst inde er, ikke har værdi.

Vi er blevet villige til at forhandle med andre om, hvem vi er, fordi vi har mistet forbindelsen til vores kerne. Fordi vi stadig er overbevist om, at vi bliver afvist eller lukket ude, hvis vi er os selv.

Vejen til at ændre overbevisningen om, at det er ”farligt” at være den, du er, går gennem at blive bevidst om, at den eksisterer. Når du har fået øje på den, kan du ændre overbevisningen til noget, der tjener dig.

Du ved, at der er en selvundertrykkende overbevisning på spil,
når du ser dig selv gå i forhandlingsmode ift. din identitet.

Det er her, du stopper op, og begynder at kigge ind i, hvad det er for en røverhistorie, du er i gang med at fortælle dig selv om, hvem du skal være. Hvor kommer den fra? Hvem har fortalt dig, at du skal være på en bestemt måde for at være god nok? Hvilke blikke har du afkodet som du-er-ikke-værd-at-elske?

Gå på opdagelse. Vær nysgerrig. Vær kritisk.

Det er ikke til forhandling, hvem du er. Du er DIG – og du er god nok, præcis som du er. Dem, der mener noget andet … they are not your people.

Som den amerikanske forsker og storyteller Brené Brown så smukt siger det:

I will negotiate a contract with you, I will negotiate (…) a topic with you , but I’m not going to negotiate who I am with you.

Din identitet står ikke til forhandling. Punktum.

Længes du efter at finde hjem til dig selv? ➡️

LÆS om mentorforløbet LIVSKRAFT

jan 25

Katrine Diez’ shitstorm kan ikke hæve vores selvværd

By charlotte Blogindlæg, Debatindlæg No Comments

Katrine Diez.

Dét navn har optaget rigtig meget plads i medierne det sidste stykke tid.

Det er ikke shitstormen, Katrine Diez (KD) lige nu står midt i, jeg har tænkt mig at dykke ned i i det her indlæg.

Nope.

Jeg er interesseret i det, der sker hos os mennesker, når andre angiveligt har trådt ved siden af.

I skrivende stund er der 1.003 kommentarer til et indlæg på Instagram, hvor KD “melder ud”.

Nu har jeg ikke gået alle kommentarerne igennem, men i dem, jeg har set, bliver der ikke lagt fingre imellem. Folk er ude efter KD med den grovtakkede rive.

Og det fik mig til at tænke:

Hvad er det, folk får ud af at træde på et menneske, der i forvejen er sendt godt og grundigt til tælling?

Den erfaring, jeg selv har gjort mig ift. at tale dårligt om andre er den her:

Vi føler, at vi er bedre end. Vi hævder os selv. Vi prøver at styrke vores eget selvværd ved at tale andre ned.

Kønt er det fandeme ikke, men det er en psykologisk mekanisme, der går i gang.

Og her er min erfaring, at det er noget, vi lærer, når vi er ganske små.

Vi hører måske vores forældre eller andre omsorgspersoner tale nedsættende om kollegaer, familiemedlemmer eller venner, der har mange penge. Eller ser godt ud. Eller tager på ferie mange gange på et år. Det kan være hvad som helst, der bliver “gjort forkert”. For at man selv kan føle sig mere rigtig og god nok.

Det interessante er bare, at ens selvværd bliver ikke bedre af, at man gør andre mindre.

Men noget inde i én tvivler på, at man selv er god nok, og så er den letteste vej at pege fingre ad andre for at løfte sig selv op.

Men at hæve sit eget selvværd kræver vedholdende, målrettet og intensivt arbejde. Det er ikke noget, der kan fixes ved at tale dårligt om andre. Det kan godt være, at det, lige i det øjeblik, hvor du lukker lort ud, føles godt. Du får et boost … “Sådan én er jeg i hvert fald ikke” … “Jeg er bedre end dig”.

Men derefter hænger selvværdet stadig med røven i vandskorpen.

Fordi.

For at få vores selvværd derop, hvor det virkelig ringer, så er vi nødt til at kigge indad. Dybt indad. Helt derind, hvor det gør ondt. Det kræver bevidsthed. Vi er nødt til at blive bevidste om, at vores trang til at gøre andre mindre handler om, at vi ikke selv føler os gode nok. At vi selv føler os små. Og så skal der gøres noget ved det.

Det er en vej, der er fyldt med glasskår, søm og skruer. Den gør nas som ind i helvede at gå. Men den er – igen taler min erfaring – den eneste vej, hvis vi vil derhen, hvor vi føler os gode nok. Derhen, hvor vi ikke har brug for at tryne andre for selv at få det bedre. At kigge indad og rydde op i det, der gør, at vi har brug for at hævde os på andres bekostning er v e j e n til at få ens selvværd bygget op.

I den sammenhæng er det vigtigt for mig at understrege, at selvværd og selvtillid ikke er det samme.

Forenklet kan man sige, at selvtillid handler om det, du gør og kan – selvværd handler om den, du er … at du grundlæggende føler dig værdig og god nok.

Så vi kan altså sagtens se et menneske, der udadtil ligner en million og ser ud til at have styr på alt – for indeni at føle sig som et nul.

Og det er hårdt arbejde at opretholde den facade: forside – alt er godt – bagside – jeg har det ad helvede til. Det slider på kræfterne. Og ja! det undergraver den smule selvværd, man måtte have.

SÅ.

Inden vi som kampsultne løver kaster os over andre menneskers fejltagelser, så er der et spørgsmål, vi – i min optik – skal have modet til at stille os selv:

Hvordan har mit selvværd det … egentlig?

Og hvis svaret er “Ad helvede til”, så skal vi grave endnu mere mod frem: modet til at gøre noget ved det.

NB: indlægget her er tænkt som inspiration til selvrefleksion – jeg går bevidst ikke ind i den debat, der verserer om KD.