”Du skal bare være dig selv”.
Hvis jeg havde fået en femmer, hver gang jeg har hørt eksperter på nettet, businesscoaches eller psykologer sige sådan, så ville jeg ha’ kunnet købe Tivoli. Næsten.
Du skal bare være dig selv er en sætning, der står bøjet i neon, når det handler om personlig udvikling.
Og ja. Det er sandt. Vi skal være os selv.
Men ordet ”bare” skal slettes fra sætningen.
For det er ikke ”bare” at være sig selv, hvis man som barn fandt ud af, at det havde negative konsekvenser at vise, hvem man er.
Måske du fik at vide med ord, at du skulle holde din mening for dig selv, lade andre komme før dig eller være en pæn pige.
Måske du ”hørte” de samme meldinger ved at lægge mærke til de voksnes blikke.
Måske du fandt ud af, at det var farligt at være dig selv, fordi du oplevede at blive frosset ude af fællesskabet, hvis du viste dit sande jeg.
Uanset, hvordan du har oplevet, at det ikke var OK at være den, du er, så er der en neonrød tråd:
Vi bliver villige til at forhandle med andre om, hvem vi er i en given situation.
Fordi vi er bange for, at andre bliver vrede på os eller ikke vil os, hvis vi viser, hvem vi inderst inde er.
Det er det, vi har set ske, da vi voksede op.
Her var alternativet – jeg smutter og klarer mig selv – ikke en option. Vi var afhængige af vores omsorgspersoner, så løsningen blev, at vi lavede os selv om, så vi ku’ høre til i flokken.
Det er en god overlevelsesstrategi. Faktisk ret klogt ”fundet på” (det sker ubevidst) af et barn, for alternativet ville være, at man var f*****.
Men når vi ikke får viklet os ud af paratheden til at identitetsforhandle og tager den med ind i voksenlivet, så har vi balladen.
Vi kommer til at leve det, jeg kalder et PPP liv.
Vi pleaser til højre og venstre
Vi er i konstant præstationsmode
Vi bliver til perfektionister.
Fordi vi har så travlt med at bevise vores værd.
Men det værd, vi forsøger at bevise, udspringer ikke fra vores kerne. Det er et, vi prøver at bygge op på andres værdier, drømme, ønsker og præmisser. Fordi vi har lært, at den, vi inderst inde er, ikke har værdi.
Vi er blevet villige til at forhandle med andre om, hvem vi er, fordi vi har mistet forbindelsen til vores kerne. Fordi vi stadig er overbevist om, at vi bliver afvist eller lukket ude, hvis vi er os selv.
Vejen til at ændre overbevisningen om, at det er ”farligt” at være den, du er, går gennem at blive bevidst om, at den eksisterer. Når du har fået øje på den, kan du ændre overbevisningen til noget, der tjener dig.
Du ved, at der er en selvundertrykkende overbevisning på spil,
når du ser dig selv gå i forhandlingsmode ift. din identitet.
Det er her, du stopper op, og begynder at kigge ind i, hvad det er for en røverhistorie, du er i gang med at fortælle dig selv om, hvem du skal være. Hvor kommer den fra? Hvem har fortalt dig, at du skal være på en bestemt måde for at være god nok? Hvilke blikke har du afkodet som du-er-ikke-værd-at-elske?
Gå på opdagelse. Vær nysgerrig. Vær kritisk.
Det er ikke til forhandling, hvem du er. Du er DIG – og du er god nok, præcis som du er. Dem, der mener noget andet … they are not your people.
Som den amerikanske forsker og storyteller Brené Brown så smukt siger det:
I will negotiate a contract with you, I will negotiate (…) a topic with you , but I’m not going to negotiate who I am with you.
Din identitet står ikke til forhandling. Punktum.
Længes du efter at finde hjem til dig selv? ➡️