Skip to main content
Tag

Opvækst

Forhandler du om, hvem du er?

By Blogindlæg No Comments

”Du skal bare være dig selv”.

Hvis jeg havde fået en femmer, hver gang jeg har hørt eksperter på nettet, businesscoaches eller psykologer sige sådan, så ville jeg ha’ kunnet købe Tivoli. Næsten.

Du skal bare være dig selv er en sætning, der står bøjet i neon, når det handler om personlig udvikling.

Og ja. Det er sandt. Vi skal være os selv.

Men ordet ”bare” skal slettes fra sætningen.

For det er ikke ”bare” at være sig selv, hvis man som barn fandt ud af, at det havde negative konsekvenser at vise, hvem man er.

Måske du fik at vide med ord, at du skulle holde din mening for dig selv, lade andre komme før dig eller være en pæn pige.

Måske du ”hørte” de samme meldinger ved at lægge mærke til de voksnes blikke.

Måske du fandt ud af, at det var farligt at være dig selv, fordi du oplevede at blive frosset ude af fællesskabet, hvis du viste dit sande jeg.

Uanset, hvordan du har oplevet, at det ikke var OK at være den, du er, så er der en neonrød tråd:

Vi bliver villige til at forhandle med andre om, hvem vi er i en given situation.
Fordi vi er bange for, at andre bliver vrede på os eller ikke vil os, hvis vi viser, hvem vi inderst inde er.

Det er det, vi har set ske, da vi voksede op.

Her var alternativet – jeg smutter og klarer mig selv – ikke en option. Vi var afhængige af vores omsorgspersoner, så løsningen blev, at vi lavede os selv om, så vi ku’ høre til i flokken.

Det er en god overlevelsesstrategi. Faktisk ret klogt ”fundet på” (det sker ubevidst) af et barn, for alternativet ville være, at man var f*****.

Men når vi ikke får viklet os ud af paratheden til at identitetsforhandle og tager den med ind i voksenlivet, så har vi balladen.

Vi kommer til at leve det, jeg kalder et PPP liv.

Vi pleaser til højre og venstre

Vi er i konstant præstationsmode

Vi bliver til perfektionister.

Fordi vi har så travlt med at bevise vores værd.

Men det værd, vi forsøger at bevise, udspringer ikke fra vores kerne. Det er et, vi prøver at bygge op på andres værdier, drømme, ønsker og præmisser. Fordi vi har lært, at den, vi inderst inde er, ikke har værdi.

Vi er blevet villige til at forhandle med andre om, hvem vi er, fordi vi har mistet forbindelsen til vores kerne. Fordi vi stadig er overbevist om, at vi bliver afvist eller lukket ude, hvis vi er os selv.

Vejen til at ændre overbevisningen om, at det er ”farligt” at være den, du er, går gennem at blive bevidst om, at den eksisterer. Når du har fået øje på den, kan du ændre overbevisningen til noget, der tjener dig.

Du ved, at der er en selvundertrykkende overbevisning på spil,
når du ser dig selv gå i forhandlingsmode ift. din identitet.

Det er her, du stopper op, og begynder at kigge ind i, hvad det er for en røverhistorie, du er i gang med at fortælle dig selv om, hvem du skal være. Hvor kommer den fra? Hvem har fortalt dig, at du skal være på en bestemt måde for at være god nok? Hvilke blikke har du afkodet som du-er-ikke-værd-at-elske?

Gå på opdagelse. Vær nysgerrig. Vær kritisk.

Det er ikke til forhandling, hvem du er. Du er DIG – og du er god nok, præcis som du er. Dem, der mener noget andet … they are not your people.

Som den amerikanske forsker og storyteller Brené Brown så smukt siger det:

I will negotiate a contract with you, I will negotiate (…) a topic with you , but I’m not going to negotiate who I am with you.

 

Din identitet står ikke til forhandling. Punktum.

Længes du efter at finde hjem til dig selv? ➡️

Din barndom har givet dig sår – pil i dem til du forstår

By Blogindlæg No Comments

Når du forstår, hvordan din barndom og opvækst påvirker dig i dit voksne liv, har du nøglen til at blive fri til at være den, du i virkeligheden er.

Du kender fornemmelsen lige så godt som din egen bukselomme – fornemmelsen af, at du er forkert. Lige så godt kender du fornemmelsen af ensomhed og af, at noget mangler i dit liv.

Én af grundene til, at du føler dig forkert er, at du fortæller dig selv, at det er forkert, at du føler dig forkert. En kringlet sætning – I know – men den er sand som bare fa****.

Én af grundene til, at du mærker en indre ensomhedsfølelse er, at du ikke anerkender fornemmelsen af at være forkert. Når du skubber forkertheden væk, skubber du nemlig dig selv væk.

Én af grundene til, at du oplever, at noget mangler i dit liv, er, at du skubber dig selv væk. Det er dig, der mangler i dit liv.

Årtiers søgen

Selv kender jeg til både forkerthed, ensomhed og oplevelsen af, at noget mangler i mit liv. Hele baduljen har fulgt mig, siden jeg i starten af 20’erne kom i kontakt med, at der var noget i min fortid, der “støjede”. Jeg tror dog, at baduljen har været i mit liv længere end det, men som barn og ung var jeg ikke klar over, hvad der var på færde.

Da jeg i mine tidlige 2-0’ere mærkede, at noget var helt skævt, blev det startskuddet på årtiers søgen efter svar. Svar på, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det. Men først da jeg blev “rigtig” voksen gik det op for mig, hvor vigtigt det er at kende svarene for at kunne leve et liv i ro og balance. Et liv, hvor jeg står stærkt i mig selv – der, hvor jeg ikke pleaser, der, hvor jeg kan sige fra og der, hvor jeg kan sætte grænser.

Flere forskellige psykologer og coaches har gennem årene været på banen. I håbet om, at de kunne guide mig ind til svaret på, hvor den “støj” (forkert, ensom, mangler noget), der boede i mit indre, kom fra. De pillede lag af, men min oplevelse var, at jeg ikke kom ind til kernen. Kernen af problemet – kernen af mig.

Derfor gik jeg selv på opdagelse i en kæmpe verden af psykologi- og selvhjælpsbøger. Jeg blev vidensjunkie. Skønlitteratur blev erstattet af fagbøger. Fagbøger, der side for side gjorde mig klogere på, hvilken betydningen barndommens oplevelser har for, hvordan vi lever vores voksenliv.

Gang på gang blev jeg mødt af sætningen: “Hvis du bliver ved med at pille i såret, heler det aldrig”. Igen og igen lod jeg sætningen sætte min søgen på pause. Det er nok mig, der er forkert på den, fordi jeg søger efter svar … tænkte jeg (velkommen til mere forkerthed).

Men en lille stemme inde i mig blev ved med at hviske, at jeg skulle fortsætte. Stemmen var min intuition. Den vidste, at jeg ville finde svaret, hvis jeg ikke opgav min søgen. Den véd, at svaret bor inde i mig. Svaret er altid at finde inde i dig. Du er nødt til at pille i såret, til du forstår, hvor det kommer fra. Først dér, kan du begynde at hele såret.

Når du kender dit svar, kan du gøre dig fri

Har du oplevet at blive ignoreret gennem din opvækst? Ikke bare én gang men mange gange. At nogle følelser (fx vrede) ikke var velkomne? At dine behov ikke blev anerkendt og mødt? At du følte dig udstødt af (familie)fællesskabet?

Så vil det gøre noget ved dig som menneske. Det noget følger dig ind i voksenlivet.

Oplevelserne, jeg har beskrevet, giver dig ar på sjælen – bl.a. i form af et lavt selvværd.

Du bliver hende, der fx ikke tør sige din mening, sige fra eller sætte grænser.
Du bliver en person, der tager alt for meget ansvar … i alle mulige sammenhænge.
Du bliver en person, der sætter dig selv til side.
Du bliver hende, der har et kæmpe behov for at få anerkendelse fra andre.

Du ender med at tvivle på din egen dømmekraft, din hukommelse og dine følelser.

Når du går ud i verden med det “fortegn”, bliver verden et hårdt sted at være. Du føler dig hele tiden bagud … selvom du knokler som en gal for at holde skruen i vandet.

Mange vælger at knokle endnu mere – det gjorde jeg selv – for at holde det hårde på afstand.

Resultatet bliver udmattelse. Både fysisk og mentalt. Måske depression, måske stress, som blev resultatet for mit vedkommende.

Valget er dit

Men du har et valg.

Du kan tage turen tilbage til fortiden og finde ud af, hvorfor det er så svært at være dig.

Hvorfor livet føles som en møllesten om din hals.
Undersøge, hvad der ligger til grund for din oplevelse af at være forkert, føle dig ensom og have fornemmelsen af, at noget mangler.
Finde ud af, hvorfor det er så svært for dig at sige fra og sætte grænser.

Du er det værd. Din rejse tilbage i tiden vil give dig en forståelse for dig selv, du aldrig før har haft.

 

Når du forstår – og anerkender – hvorfor du er, som du er, så falder brikkerne på plads. Stille og roligt. Én for én.

Når du forstår, kan du begynde at ændre de barndomsmønstre, der ikke tjener dig i dit voksne liv. Det er hér, sårhelingen begynder.

Når du forstår, vil du også kunne se, hvilke gaver din opvækst har givet dig med. For du er og kan noget særligt som følge af de ting, du har oplevet i din barndom.

Når du forstår, vil det have en positiv effekt på relationen både til dig selv og til andre.

Når du forstår, kan du gøre dig fri af din fortid og begynde at hele de sår, den har påført dig, så de ikke spænder ben for dig i din nutid.

Derfor føler du dig grundensom – og hvad du kan gøre ved det

By Blogindlæg No Comments

Følelsen af at være ensom, selvom du har mennesker i dit liv og omkring dig – venner, familie, kollegaer og (måske) en partner – det er det, jeg kalder at være grundensom. Hvorfor har jeg det sådan?, spørger du gang på gang dig selv. Måske du endda gør dig selv forkert, fordi du har det, som du har det.

Jeg vil gerne starte med at sige dét her:

DU ER IKKE FORKERT.

Følelsen, du har, er virkelig for dig, og med det her indlæg giver jeg dig min vinkel på, hvor følelsen af at være grundensom kan komme fra.

Er du klar til at læse videre?

Jeg tror på, at vi selv er med til at skabe følelsen. Den kommer gradvist snigende, fordi vi pakker noget af os selv væk. Det gør vi for at passe ind blandt de mennesker, vi omgiver os med.

I min optik er pakken-væk-strategien én, der bliver grundlagt, når vi er børn. Vi ved det ikke dér, for vi e r jo blot børn. Uden evnen til at forstå, hvorfor der skulle være noget i vejen med at være og vise hele os.

Men hvis du er vokset op i en familie, hvor du bliver anerkendt for at vise såkaldt positive følelser (fx glæde), og bliver set skævt til eller lukket ude, når du udtrykker såkaldt negative følelser (fx vrede), så udvikler du evnen til at skære den del af dig selv væk, som ikke er velset.

Det er her, kimen til grundensomhed bliver lagt. Du udvikler en fintfølende radar, der opsnapper, hvornår du er ”rigtig”, og hvornår du er ”forkert”. Du begynder at modelere dig efter, hvordan andre gerne vil have dig. Tager temperaturen på, hvordan folk reagerer på, hvad du siger, hvad du gør og på, hvordan du opfører dig.

Det er hårdt arbejde. Og det, du får ud af dit hårde arbejde er, at din kerne, dit – hvad jeg kalder – komplette jeg, forsvinder.

Resultatet er, at du går ud i verden som en anden end den, du er. Et “halvt” menneske frem for et menneske, der rummer alle følelser. Med retten til at vise dem.

Ingen følelser er forkerte. Ingen følelser er forkerte at vise. Vrede, sorg og frustration er lige så rigtige følelser (at give udtryk for) som glæde og lykke. Alle dine følelser er sande. For dig. Derfor har de sin berettigelse.

Når du går ud i verden som en konstrueret version af dig selv, kan ingen se, hvem du i virkeligheden er. Men dem, du møder, kender ikke til, at du har lagt den ene halvdel af dig selv i skuffen, så de forholder sig til det, den de ser. Det, de hører dig sige, det, de ser dig gøre.

Og du bliver frustreret. Ked af det. Vred. Hvorfor er der ingen, der forstår mig? Hvorfor bliver mine grænser igen og igen overskredet? Hvorfor lytter folk ikke til, hvad jeg siger?

Genkender du det?

Du kommer til at føle dig grund-ensom, fordi du lever livet på den præmis, der gav dig tryghed i barndommen: at du passede ind. Det var nødvendigt – dengang – at du hørte til. Hvordan skulle du ellers overleve? Et lille barn kan ikke klare sig selv.

Men nu.

Nu er du voksen. Du kan klare dig selv. Du behøver ikke længere skære den del af dig væk, der ikke var plads til som barn.

Hvis du bliver ved med at tilpasse dig, som du gjorde, da du voksede op, så vil følelsen af at være grundensom følge dig. Fordi du mangler den halvdel af dig selv, der gør dig hel.

Grundensomheden er altså en indre ensomhed. Vi kan kalde det din sjæl, der kalder på, at du tager den del af dig tilbage, du skar væk, da du voksede op.

Den negative konsekvens, du oplevede ved at vise hele dig som barn, har kodet dig til at tro, at du fx ikke må sætte dig selv først, få dine behov opfyldt, sætte grænser eller fortjener at blive elsket betingelsesløst.

I et parforhold kan det fx betyde, at …

  • Du tager dig til takke med, at kærlige ord sjældent kommer i din retning.
  • Du lader hans/hendes humør sætte dagsordene for jeres samvær.
  • Du plages af dårlig samvittighed, hvis du har lyst til at være alene.
  • Du tænker, at det er dig, der er noget galt med, siden du ikke er glad.
  • Du tvivler på, at det du mærker – dine følelser – er rigtigt.

”For det er jo nok mig, der er noget i vejen med”, tænker du.

DER ER IKKE NOGET I VEJEN MED DIG.

Det er ”blot” dit indre, der kalder på dig. Kalder på, at du tager dig selv alvorligt og lader hele dig få plads.

Når du ikke lader hele dig komme til udtryk, opstår grundensomheden. Og den har et vigtigt budskab med til dig:

Lyt til dig selv og varetag dine behov.

Jeg tror på, at det er vejen til, at du kan fortynde den tunge følelse. Når du lytter til dig selv, tager du følelsen – og dermed dig selv – alvorligt.

Jeg ved af egen erfaring, at det ikke er den letteste opgave i verden, når man i mange år har været vant til at sætte andre først og tilpasse sig. Frygten for, hvordan andre vil reagere, kan være massiv.

Men skal frygten have lov til at holde dig fanget i grundensomheden?

Det ER muligt at fortynde følelsen. Og det er OK at bede om hjælp til at gøre det.

TAL med nogen, der kender til grundensomhed om, hvordan du har det.
OPSØG fællesskaber og relationer, der ser, hører, møder og forstår hele dig.

Når du bliver mødt og forstået i din følelse, går fortyndelsesprocessen i gang – ét skridt ad gangen kan du tage den del af dig selv tilbage, der alt for længe har været sat i skammekrogen som forkert.

Jeg hjælper ”halve” mennesker med at blive hele bl.a. gennem reflekterende LIVSSAMTALER … og jeg vil elske at hjælpe DIG, så du kan bytte grundensomhed med grundglæde.