Skip to main content
Tag

overbevisninger

Det hele starter med bevidsthed – men ikke den slags med røgelsespinde og fluffy begreber

By Bevidsthed, Blogindlæg, Følelsesmæssigt umodne forældre, Overbevisninger og mønstre, Personlig udvikling, Selvværd No Comments

Du længes efter ro i hovedet. Men tankerne kører rundt.

“Hvad tænker de om mig?”  |  “Er jeg forkert?”  |  “Kan jeg tillade mig at sige nej?”

Hvis du kan genkende de spørgsmål, er du langt fra alene. De fleste af mine klienter har levet et helt liv med konstant indre støj og tvivl – uden helt at forstå, hvor det kommer fra. Det gjorde jeg også selv, indtil jeg fandt ud af det, du nu skal høre om.

Og ofte har det rødder i dét her:
En opvækst med følelsesmæssigt umodne forældre.

Eller som jeg kalder det: FUF.

Og lad mig understrege – det handler ikke om at udskamme dine forældre eller kaste med skyld – det handler om, at du lærer at forstå dig selv.

Men hvad er FUF egentlig?

Det er, når de voksne omkring dig ikke kunne rumme dine følelser. Når du skulle være den fornuftige. Den nemme. Når du lærte, at der ikke var plads til dig, hvis du blev ked af det, vred eller fyldte “for meget”.

Måske så det sådan her ud i din barndom:

5 tegn på FUF

  1. Du blev kaldt “sart”, når du viste følelser – eller fik at vide, at du skulle stoppe med at skabe dig, hvis du blev vred.

  2. Du kunne mærke, at dine forældres humør altid var vigtigere end dit.

  3. Du havde en følelse af at være den voksne i familien.

  4. Du blev ignoreret eller straffet, når du satte grænser.

  5. Du lærte at mærke alle andres behov – men ikke dine egne.

Hvis du sidder og tænker: “Wow, det var jo min barndom” – så er det helt forståeligt, at du i dag har svært ved at sige nej, stole på dig selv eller “bare” finde ro i hovedet.

Så hvad gør du, når du har fået FUF med i rygsækken?

La’ mig starte med at sige dét her: Du er ikke i stykker. Der er ikke noget galt med dig. Du har blot lært nogle mønstre, som engang hjalp dig – men som i dag står i vejen for, at du kan være den, du i virkeligheden er.

Og her kommer bevidsthed ind i billedet.

Ikke den slags, hvor du skal sidde i skrædderstilling og visualisere et gyldent lys. Men den slags, hvor du ærligt ser på dine mønstre og begynder at forstå dem:

  • Hvorfor siger jeg ja, når jeg mener nej?
  • Hvorfor får jeg dårlig samvittighed, når jeg tager plads?
  • Hvorfor er det så svært at tro på, at jeg er god nok?

Det er ikke terapi med røgelsespinde og fluffy begreber. Det er klarhed. Det er at få øje på det usynlige – så det ikke længere styrer dig i det skjulte.

3 ting, der – sammen med bevidsthed – hjælper dig med at hele dine FUF-sår:

1. Relationer med plads til hele dig

Når du er vokset op med følelsesmæssig umodenhed, har du brug for det modsatte: Relationer, hvor du kan være både stærk og sårbar – uden at skulle pakke dig selv væk.

2. At lære at sætte grænser (uden at få hjertebanken)

Grænsesætning kan føles som at springe ud fra en klippe – med bind for øjnene. Men du kan lære det i små, trygge skridt. Det starter med at mærke dine behov og stole på, at de er gyldige.

3. Venlighed over for dig selv

Det lyder banalt, men det er en gamechanger. Ikke “selvkærlighed” som i lyserøde post-its på spejlet – men ægte, jordnær venlighed: “Selvfølgelig har jeg det sådan. Det giver mening.”

Bevidsthed er frihed – ikke floskler

Du behøver ikke tro på engle og “universets højere bevidsthed”.

Men hvis du:

  • kæmper med selvkritik
  • har svært ved at sige nej
  • overtænker andres reaktioner

…så er det en kæmpe hjælp at forstå, hvorfor du gør, som du gør. Det er første skridt til at gøre noget andet.

Jeg kalder det bevidsthed.
Du kan kalde det frihed.
Begge dele løfter dig ud af fortidens jerngreb og hjem til dig selv.

Vil du have støtte til at forstå dine mønstre og skabe mere ro i hoved, krop og sjæl?
Så er du velkommen til at række ud.

Jeg hjælper dig med at finde modet til at sige nej – og stå ved det – så du kan få overskuddet tilbage.

Forhandler du om, hvem du er?

By Blogindlæg No Comments

”Du skal bare være dig selv”.

Hvis jeg havde fået en femmer, hver gang jeg har hørt eksperter på nettet, businesscoaches eller psykologer sige sådan, så ville jeg ha’ kunnet købe Tivoli. Næsten.

Du skal bare være dig selv er en sætning, der står bøjet i neon, når det handler om personlig udvikling.

Og ja. Det er sandt. Vi skal være os selv.

Men ordet ”bare” skal slettes fra sætningen.

For det er ikke ”bare” at være sig selv, hvis man som barn fandt ud af, at det havde negative konsekvenser at vise, hvem man er.

Måske du fik at vide med ord, at du skulle holde din mening for dig selv, lade andre komme før dig eller være en pæn pige.

Måske du ”hørte” de samme meldinger ved at lægge mærke til de voksnes blikke.

Måske du fandt ud af, at det var farligt at være dig selv, fordi du oplevede at blive frosset ude af fællesskabet, hvis du viste dit sande jeg.

Uanset, hvordan du har oplevet, at det ikke var OK at være den, du er, så er der en neonrød tråd:

Vi bliver villige til at forhandle med andre om, hvem vi er i en given situation.
Fordi vi er bange for, at andre bliver vrede på os eller ikke vil os, hvis vi viser, hvem vi inderst inde er.

Det er det, vi har set ske, da vi voksede op.

Her var alternativet – jeg smutter og klarer mig selv – ikke en option. Vi var afhængige af vores omsorgspersoner, så løsningen blev, at vi lavede os selv om, så vi ku’ høre til i flokken.

Det er en god overlevelsesstrategi. Faktisk ret klogt ”fundet på” (det sker ubevidst) af et barn, for alternativet ville være, at man var f*****.

Men når vi ikke får viklet os ud af paratheden til at identitetsforhandle og tager den med ind i voksenlivet, så har vi balladen.

Vi kommer til at leve det, jeg kalder et PPP liv.

Vi pleaser til højre og venstre

Vi er i konstant præstationsmode

Vi bliver til perfektionister.

Fordi vi har så travlt med at bevise vores værd.

Men det værd, vi forsøger at bevise, udspringer ikke fra vores kerne. Det er et, vi prøver at bygge op på andres værdier, drømme, ønsker og præmisser. Fordi vi har lært, at den, vi inderst inde er, ikke har værdi.

Vi er blevet villige til at forhandle med andre om, hvem vi er, fordi vi har mistet forbindelsen til vores kerne. Fordi vi stadig er overbevist om, at vi bliver afvist eller lukket ude, hvis vi er os selv.

Vejen til at ændre overbevisningen om, at det er ”farligt” at være den, du er, går gennem at blive bevidst om, at den eksisterer. Når du har fået øje på den, kan du ændre overbevisningen til noget, der tjener dig.

Du ved, at der er en selvundertrykkende overbevisning på spil,
når du ser dig selv gå i forhandlingsmode ift. din identitet.

Det er her, du stopper op, og begynder at kigge ind i, hvad det er for en røverhistorie, du er i gang med at fortælle dig selv om, hvem du skal være. Hvor kommer den fra? Hvem har fortalt dig, at du skal være på en bestemt måde for at være god nok? Hvilke blikke har du afkodet som du-er-ikke-værd-at-elske?

Gå på opdagelse. Vær nysgerrig. Vær kritisk.

Det er ikke til forhandling, hvem du er. Du er DIG – og du er god nok, præcis som du er. Dem, der mener noget andet … they are not your people.

Som den amerikanske forsker og storyteller Brené Brown så smukt siger det:

I will negotiate a contract with you, I will negotiate (…) a topic with you , but I’m not going to negotiate who I am with you.

 

Din identitet står ikke til forhandling. Punktum.

Længes du efter at finde hjem til dig selv? ➡️