Katrine Diez.
Dét navn har optaget rigtig meget plads i medierne det sidste stykke tid.
Det er ikke shitstormen, Katrine Diez (KD) lige nu står midt i, jeg har tænkt mig at dykke ned i i det her indlæg.
Nope.
Jeg er interesseret i det, der sker hos os mennesker, når andre angiveligt har trådt ved siden af.
I skrivende stund er der 1.003 kommentarer til et indlæg på Instagram, hvor KD “melder ud”.
Nu har jeg ikke gået alle kommentarerne igennem, men i dem, jeg har set, bliver der ikke lagt fingre imellem. Folk er ude efter KD med den grovtakkede rive.
Og det fik mig til at tænke:
Hvad er det, folk får ud af at træde på et menneske, der i forvejen er sendt godt og grundigt til tælling?
Den erfaring, jeg selv har gjort mig ift. at tale dårligt om andre er den her:
Vi føler, at vi er bedre end. Vi hævder os selv. Vi prøver at styrke vores eget selvværd ved at tale andre ned.
Kønt er det fandeme ikke, men det er en psykologisk mekanisme, der går i gang.
Og her er min erfaring, at det er noget, vi lærer, når vi er ganske små.
Vi hører måske vores forældre eller andre omsorgspersoner tale nedsættende om kollegaer, familiemedlemmer eller venner, der har mange penge. Eller ser godt ud. Eller tager på ferie mange gange på et år. Det kan være hvad som helst, der bliver “gjort forkert”. For at man selv kan føle sig mere rigtig og god nok.
Det interessante er bare, at ens selvværd bliver ikke bedre af, at man gør andre mindre.
Men noget inde i én tvivler på, at man selv er god nok, og så er den letteste vej at pege fingre ad andre for at løfte sig selv op.
Men at hæve sit eget selvværd kræver vedholdende, målrettet og intensivt arbejde. Det er ikke noget, der kan fixes ved at tale dårligt om andre. Det kan godt være, at det, lige i det øjeblik, hvor du lukker lort ud, føles godt. Du får et boost … “Sådan én er jeg i hvert fald ikke” … “Jeg er bedre end dig”.
Men derefter hænger selvværdet stadig med røven i vandskorpen.
Fordi.
For at få vores selvværd derop, hvor det virkelig ringer, så er vi nødt til at kigge indad. Dybt indad. Helt derind, hvor det gør ondt. Det kræver bevidsthed. Vi er nødt til at blive bevidste om, at vores trang til at gøre andre mindre handler om, at vi ikke selv føler os gode nok. At vi selv føler os små. Og så skal der gøres noget ved det.
Det er en vej, der er fyldt med glasskår, søm og skruer. Den gør nas som ind i helvede at gå. Men den er – igen taler min erfaring – den eneste vej, hvis vi vil derhen, hvor vi føler os gode nok. Derhen, hvor vi ikke har brug for at tryne andre for selv at få det bedre. At kigge indad og rydde op i det, der gør, at vi har brug for at hævde os på andres bekostning er v e j e n til at få ens selvværd bygget op.
I den sammenhæng er det vigtigt for mig at understrege, at selvværd og selvtillid ikke er det samme.
Forenklet kan man sige, at selvtillid handler om det, du gør og kan – selvværd handler om den, du er … at du grundlæggende føler dig værdig og god nok.
Så vi kan altså sagtens se et menneske, der udadtil ligner en million og ser ud til at have styr på alt – for indeni at føle sig som et nul.
Og det er hårdt arbejde at opretholde den facade: forside – alt er godt – bagside – jeg har det ad helvede til. Det slider på kræfterne. Og ja! det undergraver den smule selvværd, man måtte have.
SÅ.
Inden vi som kampsultne løver kaster os over andre menneskers fejltagelser, så er der et spørgsmål, vi – i min optik – skal have modet til at stille os selv:
Hvordan har mit selvværd det … egentlig?
Og hvis svaret er “Ad helvede til”, så skal vi grave endnu mere mod frem: modet til at gøre noget ved det.
NB: indlægget her er tænkt som inspiration til selvrefleksion – jeg går bevidst ikke ind i den debat, der verserer om KD.