Skip to main content
maj 06

Ved du, hvem du er?

By Blogindlæg, Uncategorized No Comments

Den her sætning går igen i alle mine coachingsamtaler: ” Jeg er ikke glad længere, men jeg ved ikke, hvad der gør mig glad. Jeg ved slet ikke, hvem jeg er … hvad skal jeg gøre?”

Når jeg starter et coachingforløb op, bliver min kunde altid overrasket, når jeg siger ”Du skal ikke gøre noget”. Du skal til at være. Du skal til at mærke.

Når jeg siger være og mærke bliver mange forskrækkede. Nogle føler sig fortabt. Andre føler sig overvældet.

Det kan jeg godt forstå. Jeg har været der selv.

Når vi i mange år har været i gøre-mode har vi nemlig lukket ned for evnen til at mærke os selv. Vi har lukket ned for vores egne behov og lidenskaber – og når vi gør det, siver glæden ud af vores liv. Vi mister fornemmelsen af, hvem vi er.

Vi har typisk lukket ned for os selv, fordi vi er blevet fanget i den overbevisning, at vi skal præstere på repeat for at bevise, at vi er gode nok. I præstationsloopet har vi fokus på andre – deres behov, deres følelser, og hvad der gør dem glad.

Når vi flytter fokus fra os selv til andre, så forsvinder vi selv.

Uden vi bemærker det, træder vores egne drømme, ønsker, behov og følelser i baggrunden. Og en dag vågner vi op og konstaterer, at vi ikke aner, hvem vi er.

Og hvad kan du så gøre ved det?

Det er faktisk ret enkelt.

Ikke dermed sagt, at det er let. For jeg ville lyve, hvis jeg sagde til dig, at det er en let opgave at finde dig selv frem, når du er blevet væk.

Men. Det.kan.lade.sig.gøre. Det tør jeg sige meget skråsikkert, for jeg har selv taget turen.

Du skal starte i det h e l t små, når du skal lære at mærke og fremkalde dig selv igen.

Og jeg vil gøre det meget konkret for dig. Det gør det så meget lettere at have med at gøre.

Når du skal lære at mærke dig selv, handler det om at blive bevidst om din KROP og de små signaler, den sender til dig.

Mærker du trangen til at tisse … gå på toilettet.

Føler du tørst … drikk.

Rumler maven af sult … spis.

Yes. That’s it. Så simpelt er det.

La’ vær’ med at udsætte det, fordi du liiige skal ha’ gjort noget færdig. Reager på din krops ønske med det samme.

Det er dit første skridt til at begynde at connecte med dig selv. Og den connection er afgørende for, at du kan komme i kontakt med dig selv på et dybere plan.

Sideløbende skal du også øve dig i at blive bevidst om og være med dine følelser.

Øvelsen, jeg vil gi’ dig, er, at du afsætter 5 minutter to gange om dagen til at være med dine følelser. Du sætter dig et uforstyrret sted – telefon og andre forstyrrelser … væk med dem – og så lukker du øjnene og ER. Mærker efter, hvad der sker inde i dig. Og bliver i det.

Det føltes pænt ubehageligt, da jeg for år tilbage selv hoppede ud i øvelsen. Der kom tårer, fordi jeg mærkede sorg. Jeg råbte højt, fordi jeg mærkede vrede.

Men i takt med, at jeg lærte at blive i følelserne, blev ubehaget mindre.

Vores følelser beder os nemlig kun om det her: at vi anerkender, at de er der – giver dem plads og mærker dem.

Du vil også over tid mærke, at jo mere, du giver dine følelser plads, jo lettere bliver de at håndtere.

Når du kan rumme dine følelser og være med dem, vil du opdage, at du langt hurtigere ”kommer dig” over følelsesmæssige udsving.

Det er endnu et skridt tilbage til dig selv.

Som du kan se, skal du ud på en slags omvej for at finde hjem til dig selv.

Selv troede jeg, at jeg skulle kigge mig omkring i den ydre verden for at finde ud af, hvem jeg var. Det var blot en gentagelse af mit mønster med at sætte andre før mig selv. Det medførte en masse frustrationer, kamp og knokl. 

Først da jeg lærte, at vejen tilbage til mig selv gik gennem at forbinde mig med min krop og mine følelser, begyndte jeg at fremkalde hende, der var blevet væk.

 

Mit ønske for dig er, at du oplever præcis det samme.

Er du klar til at gå endnu dybere? ➡️

LÆS om mentorforløbet LIVSKRAFT
apr 29

Forhandler du om, hvem du er?

By Blogindlæg No Comments

”Du skal bare være dig selv”.

Hvis jeg havde fået en femmer, hver gang jeg har hørt eksperter på nettet, businesscoaches eller psykologer sige sådan, så ville jeg ha’ kunnet købe Tivoli. Næsten.

Du skal bare være dig selv er en sætning, der står bøjet i neon, når det handler om personlig udvikling.

Og ja. Det er sandt. Vi skal være os selv.

Men ordet ”bare” skal slettes fra sætningen.

For det er ikke ”bare” at være sig selv, hvis man som barn fandt ud af, at det havde negative konsekvenser at vise, hvem man er.

Måske du fik at vide med ord, at du skulle holde din mening for dig selv, lade andre komme før dig eller være en pæn pige.

Måske du ”hørte” de samme meldinger ved at lægge mærke til de voksnes blikke.

Måske du fandt ud af, at det var farligt at være dig selv, fordi du oplevede at blive frosset ude af fællesskabet, hvis du viste dit sande jeg.

Uanset, hvordan du har oplevet, at det ikke var OK at være den, du er, så er der en neonrød tråd:

Vi bliver villige til at forhandle med andre om, hvem vi er i en given situation.
Fordi vi er bange for, at andre bliver vrede på os eller ikke vil os, hvis vi viser, hvem vi inderst inde er.

Det er det, vi har set ske, da vi voksede op.

Her var alternativet – jeg smutter og klarer mig selv – ikke en option. Vi var afhængige af vores omsorgspersoner, så løsningen blev, at vi lavede os selv om, så vi ku’ høre til i flokken.

Det er en god overlevelsesstrategi. Faktisk ret klogt ”fundet på” (det sker ubevidst) af et barn, for alternativet ville være, at man var f*****.

Men når vi ikke får viklet os ud af paratheden til at identitetsforhandle og tager den med ind i voksenlivet, så har vi balladen.

Vi kommer til at leve det, jeg kalder et PPP liv.

Vi pleaser til højre og venstre

Vi er i konstant præstationsmode

Vi bliver til perfektionister.

Fordi vi har så travlt med at bevise vores værd.

Men det værd, vi forsøger at bevise, udspringer ikke fra vores kerne. Det er et, vi prøver at bygge op på andres værdier, drømme, ønsker og præmisser. Fordi vi har lært, at den, vi inderst inde er, ikke har værdi.

Vi er blevet villige til at forhandle med andre om, hvem vi er, fordi vi har mistet forbindelsen til vores kerne. Fordi vi stadig er overbevist om, at vi bliver afvist eller lukket ude, hvis vi er os selv.

Vejen til at ændre overbevisningen om, at det er ”farligt” at være den, du er, går gennem at blive bevidst om, at den eksisterer. Når du har fået øje på den, kan du ændre overbevisningen til noget, der tjener dig.

Du ved, at der er en selvundertrykkende overbevisning på spil,
når du ser dig selv gå i forhandlingsmode ift. din identitet.

Det er her, du stopper op, og begynder at kigge ind i, hvad det er for en røverhistorie, du er i gang med at fortælle dig selv om, hvem du skal være. Hvor kommer den fra? Hvem har fortalt dig, at du skal være på en bestemt måde for at være god nok? Hvilke blikke har du afkodet som du-er-ikke-værd-at-elske?

Gå på opdagelse. Vær nysgerrig. Vær kritisk.

Det er ikke til forhandling, hvem du er. Du er DIG – og du er god nok, præcis som du er. Dem, der mener noget andet … they are not your people.

Som den amerikanske forsker og storyteller Brené Brown så smukt siger det:

I will negotiate a contract with you, I will negotiate (…) a topic with you , but I’m not going to negotiate who I am with you.

 

Din identitet står ikke til forhandling. Punktum.

Længes du efter at finde hjem til dig selv? ➡️

LÆS om mentorforløbet LIVSKRAFT
jan 25

Katrine Diez’ shitstorm kan ikke hæve vores selvværd

By Blogindlæg, Debatindlæg No Comments

Katrine Diez.

Dét navn har optaget rigtig meget plads i medierne det sidste stykke tid.

Det er ikke shitstormen, Katrine Diez (KD) lige nu står midt i, jeg har tænkt mig at dykke ned i i det her indlæg.

Nope.

Jeg er interesseret i det, der sker hos os mennesker, når andre angiveligt har trådt ved siden af.

I skrivende stund er der 1.003 kommentarer til et indlæg på Instagram, hvor KD “melder ud”.

Nu har jeg ikke gået alle kommentarerne igennem, men i dem, jeg har set, bliver der ikke lagt fingre imellem. Folk er ude efter KD med den grovtakkede rive.

Og det fik mig til at tænke:

Hvad er det, folk får ud af at træde på et menneske, der i forvejen er sendt godt og grundigt til tælling?

Den erfaring, jeg selv har gjort mig ift. at tale dårligt om andre er den her:

Vi føler, at vi er bedre end. Vi hævder os selv. Vi prøver at styrke vores eget selvværd ved at tale andre ned.

Kønt er det fandeme ikke, men det er en psykologisk mekanisme, der går i gang.

Og her er min erfaring, at det er noget, vi lærer, når vi er ganske små.

Vi hører måske vores forældre eller andre omsorgspersoner tale nedsættende om kollegaer, familiemedlemmer eller venner, der har mange penge. Eller ser godt ud. Eller tager på ferie mange gange på et år. Det kan være hvad som helst, der bliver “gjort forkert”. For at man selv kan føle sig mere rigtig og god nok.

Det interessante er bare, at ens selvværd bliver ikke bedre af, at man gør andre mindre.

Men noget inde i én tvivler på, at man selv er god nok, og så er den letteste vej at pege fingre ad andre for at løfte sig selv op.

Men at hæve sit eget selvværd kræver vedholdende, målrettet og intensivt arbejde. Det er ikke noget, der kan fixes ved at tale dårligt om andre. Det kan godt være, at det, lige i det øjeblik, hvor du lukker lort ud, føles godt. Du får et boost … “Sådan én er jeg i hvert fald ikke” … “Jeg er bedre end dig”.

Men derefter hænger selvværdet stadig med røven i vandskorpen.

Fordi.

For at få vores selvværd derop, hvor det virkelig ringer, så er vi nødt til at kigge indad. Dybt indad. Helt derind, hvor det gør ondt. Det kræver bevidsthed. Vi er nødt til at blive bevidste om, at vores trang til at gøre andre mindre handler om, at vi ikke selv føler os gode nok. At vi selv føler os små. Og så skal der gøres noget ved det.

Det er en vej, der er fyldt med glasskår, søm og skruer. Den gør nas som ind i helvede at gå. Men den er – igen taler min erfaring – den eneste vej, hvis vi vil derhen, hvor vi føler os gode nok. Derhen, hvor vi ikke har brug for at tryne andre for selv at få det bedre. At kigge indad og rydde op i det, der gør, at vi har brug for at hævde os på andres bekostning er v e j e n til at få ens selvværd bygget op.

I den sammenhæng er det vigtigt for mig at understrege, at selvværd og selvtillid ikke er det samme.

Forenklet kan man sige, at selvtillid handler om det, du gør og kan – selvværd handler om den, du er … at du grundlæggende føler dig værdig og god nok.

Så vi kan altså sagtens se et menneske, der udadtil ligner en million og ser ud til at have styr på alt – for indeni at føle sig som et nul.

Og det er hårdt arbejde at opretholde den facade: forside – alt er godt – bagside – jeg har det ad helvede til. Det slider på kræfterne. Og ja! det undergraver den smule selvværd, man måtte have.

SÅ.

Inden vi som kampsultne løver kaster os over andre menneskers fejltagelser, så er der et spørgsmål, vi – i min optik – skal have modet til at stille os selv:

Hvordan har mit selvværd det … egentlig?

Og hvis svaret er “Ad helvede til”, så skal vi grave endnu mere mod frem: modet til at gøre noget ved det.

NB: indlægget her er tænkt som inspiration til selvrefleksion – jeg går bevidst ikke ind i den debat, der verserer om KD.