Løber der en spirituel åre gennem din personlige udvikling, så har du helt sikkert hørt om energi. Men det kan være svært at knække koden til, hvad det egentlig betyder, og hvordan du får det ind under huden.
Det her indlæg er skrevet til dig, der har ledt efter en hverdagsbeskrivelse af energi.
Og lige for en god ordens skyld – det, du nu skal læse, er min måde at forklare energi på … jeg hævder ikke at være ekspert på området eller at have sandheden om energi.
Når folk siger til dig ”du har sådan en fed energi”, så kan du også mærke det selv. Du har følelsen af at være fyldt op indefra og ud. Hverdagen føles legende let, og de gode ting kommer i din retning, uden at du løfter en finger.
Det, der sker, når du oplever medvind på livets cykelsti, er, at du gradvist skifter til et højere gear på din livscykel. Jo mere godt, der sker, jo højere gear kører du i.
Det ser sådan her ud:
Forestil dig, at du sidder på din cykel og er på vej ned ad en lang, stejl bakke.
Du ved godt, at du kan cykle. Du har gjort det i årevis.
Men til at starte med bruger du bremserne, fordi frygten for at vælte ligger i baghovedet. Du føler dig anspændt i kroppen. Du er irriteret over, at du skal cykle på besøg hos din veninde, og har egentlig lyst til at vende om.
Gradvist bliver du mere modig, fordi du finder ud af, at du godt kan holde balancen. Så du slækker lidt på bremserne. Din krop slapper en smule mere af.
Hvad sker der? Din cykel begynder at trille hurtigere.
Det føles skønt med vind i håret, der stikker ud under cykelhjelmen, og du slækker lidt mere på bremserne. Din krop slapper endnu mere af.
Nu triller din cykel endnu hurtigere. Du mærker suset i maven og får mere og mere tillid til dig selv. Du føler dig næsten helt afslappet.
Til sidst slipper du bremserne helt og suser afsted i fuld fart. Du føler dig som King of The Road og tænker slet ikke over, hvor hurtigt du kører. Det hele falder dig let og naturligt, og du slapper fuldkommen af.
Da du ankommer til din venindes hus, mærker du en boblen i maven, og du smiler og er taknemlig for, at du har fået motion og frisk luft. Du glæder dig til at se hende.
I møder hinanden i døren, og du giver hende et stort kram. Efter krammet kigger din veninde på dig og siger: ”Aih, hvad sker der lige? Hva’ så end det er, du har gang i, så vil jeg være med”. Du oser nemlig langt væk af feel good.
Eksemplet ovenfor viser dig, at troen på dig selv, og hvor på skalaen (1-100) din energi ligger, hænger uløseligt sammen.
Det viser dig, hvordan du kan ændre din energi ved at have tillid til dig selv.
Når du træder på bremsen – dvs. ikke tror på dig selv – så er din energi i den lave ende af skalaen.
Når du slipper bremsen – dvs. tror på dig selv – så vil din energi kravle op i den høje ende af skalaen.
Og det er – selvfølgelig, har jeg lyst til at sige – den høje ende af skalaen, du har lyst til at befinde dig i. Ikke, at vi kan være der hele tiden … shit happens, og så bliver vi slået ud af kurs … men du kan være det meget af tiden.
Når bare du er opmærksom på, om du har foden på eller af bremsen.
Det holder du øje med på dén her måde:
Foden på bremsen = når dit liv er et kludetæppe af nej’er – dvs. ting, mennesker og situationer du ikke har lyst til, men som accepterer, fordi du sidder fast i en overbevisning om, at du ikke er god nok, og at dit liv ikke må være let og nydelsesfuldt.
Foden af bremsen = du går efter det, der er et HELL YES! for dig. Du lader dig ikke holde tilbage af frygt eller af, hvad andre vil tænke. Du gør det, der føles sandt og rigtigt for dig.
Det er meget enkelt:
DEN MÅDE, DU HAR DET PÅ (= din energi) følger lige i r*ven på din fod
Det vil derfor også sige, at det er dig, der bestemmer, hvordan du vil have det.
Det er dig, der bestemmer, om du fylder nej’er eller ja’er ind i dit liv. Og det vil også sig, at ansvaret for, hvordan du har det, er dit eget. Du bestemmer.
I know. Det kan være en virkelig bitter pille at sluge (jeg taler af egen erfaring her), når fortiden længe har ”spillet rollen” som det, der står i vejen for, at du har det liv, du længes efter.
Men den gode nyhed er til at ta’ at føle på.
Når vi overgiver os til, at det ikke giver os det liv, vi længes efter at skyde skylden på vores opvækst, andre mennesker eller situationer, så åbner der sig en ny dør.
Døren til, at du har magten over dit eget liv.
Det er herfra du styrer, hvad DU vil og ikke vil – det er herfra du bestemmer, om du bliver ved med at bremse, eller om du fremadrettet lever livet for full speed.
Er du klar til at fylde dit liv med HELL YES!? ➡️