Har du nogensinde været med til en juleaften, der sprang i luften? Det har jeg. Det var mildest talt ikke et kønt syn.
Julen er for mange et sammensurium af mennesker, man helst så ryggen af. I den gode opdragelses tjeneste bliver der gjort sukkersøde miner til slet krybespil, så konflikter forbliver gemt under juletræstæppet. Hvis det er sådan en jul, du går i møde, er her fem bud på, hvordan du kommer helskindet igennem. Du må også godt læse budene, selvom din jul har englelyd.
Julemanden kysser mor fra midt i november hjemme hos mig. Jeg elsker jul. Det har bomben under hin juleaften heldigvis ikke ødelagt. Men det har taget mig adskillige år at børste eksplosionsstøvet af mig.
Hvis du ryster i julesokkerne for, om dine juledage springer i luften, så får du nu en håndfuld alternative bud, du kan alliere dig med.
Buddene tilhører egentlig amerikanske Debbie Ford, som steg til himmels i 2013. Jeg har dog tilladt mig at forme dem til mundrette marcipansnitter ved hjælp af mine egne ord.
Er du klar til at til at sætte tænderne i dem?
Bud #1
Drop håbet om, at din familie opfører sig anderledes end sidste jul, forrige jul og de sidste 117 jule. Hvis du kan lade julefreden sænke sig over den tanke, så er du godt hjulpet.
Bud #2
Forbered dig på, hvem du skal være sammen med. Du ved jo godt, at fætter Lars igen i år hakker sjofle vittigheder af, og at din bror opfører sig snotforkælet. Når du på forhånd er klar over, hvilket show, der bliver opført, kan du læne dig tilbage og observere det frem for at lade dig irritere over indhold og skuespillere.
Bud #3
Lad ’burde’ blive hjemme. Det kan godt været, at din mor burde have fattet, at du ikke kan udstå Old Spice, eller at din onkel Hans burde have indset, at din datter ikke går i kjoler. Træk både vejret og på skuldrene. Du kan styre din egen opførsel men ikke andres.
Bud #4
Sæt grænser for, hvad du vil være med til. Hvis du ikke har lyst til en marathonjul med overnatning i familiens skød så la’ vær’. Hellere nogle få gode – eller i hvert fald tålelige – timer end et flerdags-forsøg på at vride armen om på dig selv. Du får det ad hel**** til af det, og dit selskab kommer til at stinke.
Bud #5
Tag en pause. Juleevangeliet siger ikke noget om, at du ikke må gå en tur alene. Går snakken dig på nerverne, så ’gå under jorden’ på toilettet. Simulér dårlig mave. Det er langt fra et særsyn, når du har indhaleret uanede mængder af julemad.
I morgen er det nu. Så bliver træet tændt.
Jeg ønsker dig en glædelig, eksplosionsfri jul.