Parforholdet blomstrer ikke, hvis ikke det bliver vandet jævnligt. Jobbet, du ville ønske du havde, dumper ikke ned fra himlen. Livet skaber ikke sig selv.
Hvad der derimod kommer helt af sig selv er brokkeriet over, at livet er stødt på grund. Ord, der kører i evindelig ring over, at hverdagen er træls, rutinepræget, forudsigelig og kedelig.
Hverdagen er for mange en fem-dages-klump, der bliver æltet uden at sætte spørgsmålstegn ved, om den kunne gribes anderledes and. Formes på en ny måde. Den er sådan en grå masse, der blot skal overstås. Måske til tonerne af en flaske rødvin og andet godt fra hyggehylden.
Og som det blinkende fyrtårn i horisonten: All Inclusive sydpå om 10 måneder.
Når vi ikke stopper op og spørger os selv: ”Er jeg glad? Er det sådan her mit liv skal være?” … og tager aktivt stilling til de svar, der kommer, så fiser mellemtilfredsheden – den der fornemmelse af, at det går da meget godt, men der mangler noget – ind af alle mulige og umulige sprækker.
Når vi bare lader stå til, lader dagene gå og svarer ”Jeg har det fint nok”, hvis nogle spørger, så lukker vi vores liv ned. Vi lukker os selv ned. Stille og roligt forsvinder livsglæden. Den bliver erstattet af tremmer for vores livsvinduer, så vi ikke har fuldt udsyn til verden.
En verden fyldt med muligheder. Muligheder, der bare ligger og venter på, at du samler dem op og bruger dem. Muligheder, der kan få din hverdag – dit liv – til at slå en kolbøtte, så du endelig kan mærke, at du lever.
Muligheder, der giver dig chancen for at udfolde den drøm, der blev parkeret i garagen sammen med din guitar, dit staffeli eller hvad du nu lagde på hylden, da du indgik en pagt med voksenlivet om, at drømme er der ikke plads til i hverdagen. Der er regninger, der skal betales.
Hvordan er det at have parkeret drømmene? Føles det, som om du har parkeret … dig selv? Hvis ja, så er det måske på tide, at du flår tremmerne af vinduerne og finder modet til at give fanden i, hvad andre tænker. Blæse på det sikre og velkendte for at gå linen ud. Derud, hvor du mærker dig selv. Blive selvstændig. Blive skilt. Blive mor – alene. Springe ud.
Hvis det ikke er i hverdagen, at du giver dig selv lov til at gå med det, der brænder inden i dig – hvornår så? Hverdagene er dit liv. Der er ca. 2/3 af dem på et år. Hver dag der går med snak uden, at der sker en skid, er en dag, du ikke kommer til at huske.
Hvis dagligdagen kun består af nødt til, plejer og forudsigelig sex hver lørdag (hvis du er heldig), så bliver dit liv et, du kun lige overlever. Så bliver ferien det enste, du håber kan sætte krydderi på din tilværelse.
Hvad nu hvis vi leger med tanken om, at du selv ligger inde med løsningen, der får hver dag til at blive en fest? Lyder det søgt? Prøv alligevel at løbe med på tanken. Hvad er det bedste, der kan ske?
Hvad nu hvis du havde en hverdag, du jublede over at stå op til – hver morgen? En hverdag, hvor mellemtilfredshedens klamme morgenånde ikke kunne lugtes hele dagen.
Du har et valg. Du har løsningen. Du kan nemlig vælge at beslutte dig for at stoppe brokkeriet og sige:”Nu er det slut med at overleve og at have det ’fint nok’”. Næste skridt er at veksle snak til handling, så du selv skaber det liv, du allerhelst vil leve og går all in. Det føles meget federe end all inclusive, hvor det er andre, der har bestemt dit indhold.
Der kommer ingen og gør det for dig. Eller for mig. Eller for nogen anden.
Hvad vælger du?