Bogen drønede direkte ned i hovedet på den kvinde, der sad yderst på række 19 i flyet mod Grækenland. En tyk satan, altså bogen, der endte med at give kvinden en ordentlig bule i panden.
Forud for bogepisoden var gået en anden kvindes bøvlen med håndbagagen, som var stuvet af vejen i flyets under-loftet-opbevaring. Kvinden baksede lettere hjælpeløst med at få noget ud af sin kuffert. Bogen var ikke det, hun ledte efter, men ud kom den altså. Vist nok efterfulgt af et tyndt ’Det må du undskylde’ til hende, der fik bogen i hovedet.
Jeg var sprunget op fra mit sæde for at hjælpe kvinden med at afværge, at kufferten og resten af dens indhold skulle overfalde flere solhungrende danskere. I en rum tid holdt jeg håndbagagen i skak, imens jeg glædede mig over at kunne hjælpe. Men glæden fik en småbitter eftersmag.
Der kom ikke noget ’Tak for hjælpen’. Hvad jeg derimod fik var et olmt blik og et irriteret suk. #detvarsålidt, tænkte jeg ved mig selv. Måske kvinden har været pinligt berørt over situationen? Måske hun syntes, jeg var en blandemaskine? Men jeg undrede mig alligevel: Hvad er der egentlig blevet af at sige tak? Er jeg virkelig – i en alder af blot 49 – helt galt afmarcheret, når jeg tænker, at et ’Tak’ ville have været passende?
Nu er det ikke, fordi jeg mener, at kuffertkvinden burde have fået piloten til at annoncere min hjælpsomhed til samtlige passagerer. Ej heller forventede jeg, at hun skulle få støbt en bronzestatue af mig, som skulle rejses ved siden af Akropolis. Men et simpelt tak for hjælpen, ville have lunet. I min verden er det faktisk forbandet ubehøvlet ikke at anerkende andres indsats, hvad så end den måtte være.
Jeg er kæmpe stor fan af ordet tak. I alle mulige sammenhænge. Til børn, når de samarbejder uden at få et hysterisk anfald i Netto eller til kærester, der slår græsset. Og ikke mindst til dem, der ’bare’ udfører deres job. Vi har ingen grund til at være fedtede med at takke ekspedienten for god betjening, tandlægen for, at det (næsten) ikke gjorde ondt eller skolelæreren for at gøre en forskel.
Et tak koster ikke noget, men det betyder så meget.
Kan du huske sidste gang, der var en, der takkede dig? Hvordan føltes det? Jeg tror ikke, jeg kun taler for mig selv, når jeg siger, at det føles f****** fedt, når nogle giver én det lille ord med på vejen. Vend den om, og det samme gør sig gældende. Lille ord – stor effekt. Man føler sig både set og særlig, når nogle gider sige tak.
Husker du at sige tak? For hjælpen, for mad eller med et nik, når nogle holder tilbage, så du kan tøffe Berlingo’en ud i myldretidstrafikken?
Tænk en gang, hvilken forskel vi kan gøre for hinanden. Bare ved at sige tak. Gad vide, hvordan verden ville se ud, hvis vi huskede det lille ord noget oftere?