Der er bare så dejligt. Trygt og godt. Stille og roligt. Velkendt og forudsigeligt. Her er der ingen grund til at frygte, at tæppet bliver trukket væk under en. Det meste er givet på forhånd. Her behøver du ikke tage stilling til ret meget, fordi det meste køre på en rutineret rygrad.
Jeg taler om plejerzonen – eller komfortzonen om du vil. Der, hvor du som udgangspunkt kan futte rundt uden at blive ubehageligt overrasket. Her har jeg selv levet i rigtig mange år, imens jeg har forsøgt at overbevise mig selv om, at der var dejligt.
Men er det egentlig så fedt at opholde sig der, hvor dagene og udviklingen kører i genkendelig ring? Mit svar blev nej.
Fordi det, midt i mit mellemtilfredse brokkeri over, at noget manglende – uden at jeg kunne sige hvad – gik op for mig, at bagsiden af plejezonemedaljen er, at her sker aller en ski’. Ingen udvikling. Ingen spænding. Ingen sprudlende nerve, der tager livet til nye, uprøvede højder. Til gengæld er der masser af faste rammer, som hæmmeren i at være autentisk og i at leve drømme ud.
Hvor komfortabelt er det lige?
Til sidst blev det så ukomfortabelt, at jeg måtte give fanden i plejer og springe ud i livet med åbent sind og udslåede arme. Ellers var jeg visnet. Hvis da ikke mine omgivelser havde taget livet af mig, inden det var sket. For jeg tror faktisk ikke, min livet-er-en-jammerdal attitude var særlig tiltrækkende.
Så jeg tog en indånding på størrelse med Bornholm af modig luft og sparkede låget af den plejerkiste, jeg alt for længe havde ligget halvdød i. Det føltes som et uendeligt frit fald (jeg svæver endnu), da jeg kastede mig ud i livets kickasszone, plejerzonens livsglade modstykke.
Sommerfuglene i maven var ikke til at tage fejl af. Smagen af frihed var sødere end alle kager i Den Store Bagedyst. Men samtidig åndede frygten for det ukendte mig i nakken. Kender du det?
Kulørte vinger og ’sukker’ vandt. Frygten fik ikke lov til at afholde mig fra at give fingeren til komfortzonen. Det er ellers dens fornemste opgave. Alle tankerne om, hvad der kan gå galt, har samme mission. Begge dele afholder dig fra at leve livet med hjertet som anfører for dit livs drømmehold.
Det frie fald betød, at mit liv endelig blev vist i lysende farver. Verden blev større. Der begyndte at pible hidtil umulige muligheder frem – som anemoner, der står på spring i skovbunden en forårsdag. Livet er bare mere levende i kickasszonen.
Holder frygten dig tilbage fra at leve det liv, du inderst inde drømmer om?