Følelsen af at være ensom, selvom du har mennesker i dit liv og omkring dig – venner, familie, kollegaer og (måske) en partner – det er det, jeg kalder at være grundensom. Hvorfor har jeg det sådan?, spørger du gang på gang dig selv. Måske du endda gør dig selv forkert, fordi du har det, som du har det.
Jeg vil gerne starte med at sige dét her:
DU ER IKKE FORKERT.
Følelsen, du har, er virkelig for dig, og med det her indlæg giver jeg dig min vinkel på, hvor følelsen af at være grundensom kan komme fra.
Er du klar til at læse videre?
Jeg tror på, at vi selv er med til at skabe følelsen. Den kommer gradvist snigende, fordi vi pakker noget af os selv væk. Det gør vi for at passe ind blandt de mennesker, vi omgiver os med.
I min optik er pakken-væk-strategien én, der bliver grundlagt, når vi er børn. Vi ved det ikke dér, for vi e r jo blot børn. Uden evnen til at forstå, hvorfor der skulle være noget i vejen med at være og vise hele os.
Men hvis du er vokset op i en familie, hvor du bliver anerkendt for at vise såkaldt positive følelser (fx glæde), og bliver set skævt til eller lukket ude, når du udtrykker såkaldt negative følelser (fx vrede), så udvikler du evnen til at skære den del af dig selv væk, som ikke er velset.
Det er her, kimen til grundensomhed bliver lagt. Du udvikler en fintfølende radar, der opsnapper, hvornår du er ”rigtig”, og hvornår du er ”forkert”. Du begynder at modelere dig efter, hvordan andre gerne vil have dig. Tager temperaturen på, hvordan folk reagerer på, hvad du siger, hvad du gør og på, hvordan du opfører dig.
Det er hårdt arbejde. Og det, du får ud af dit hårde arbejde er, at din kerne, dit – hvad jeg kalder – komplette jeg, forsvinder.
Resultatet er, at du går ud i verden som en anden end den, du er. Et “halvt” menneske frem for et menneske, der rummer alle følelser. Med retten til at vise dem.
Ingen følelser er forkerte. Ingen følelser er forkerte at vise. Vrede, sorg og frustration er lige så rigtige følelser (at give udtryk for) som glæde og lykke. Alle dine følelser er sande. For dig. Derfor har de sin berettigelse.
Når du går ud i verden som en konstrueret version af dig selv, kan ingen se, hvem du i virkeligheden er. Men dem, du møder, kender ikke til, at du har lagt den ene halvdel af dig selv i skuffen, så de forholder sig til det, den de ser. Det, de hører dig sige, det, de ser dig gøre.
Og du bliver frustreret. Ked af det. Vred. Hvorfor er der ingen, der forstår mig? Hvorfor bliver mine grænser igen og igen overskredet? Hvorfor lytter folk ikke til, hvad jeg siger?
Genkender du det?
Du kommer til at føle dig grund-ensom, fordi du lever livet på den præmis, der gav dig tryghed i barndommen: at du passede ind. Det var nødvendigt – dengang – at du hørte til. Hvordan skulle du ellers overleve? Et lille barn kan ikke klare sig selv.
Men nu.
Nu er du voksen. Du kan klare dig selv. Du behøver ikke længere skære den del af dig væk, der ikke var plads til som barn.
Hvis du bliver ved med at tilpasse dig, som du gjorde, da du voksede op, så vil følelsen af at være grundensom følge dig. Fordi du mangler den halvdel af dig selv, der gør dig hel.
Grundensomheden er altså en indre ensomhed. Vi kan kalde det din sjæl, der kalder på, at du tager den del af dig tilbage, du skar væk, da du voksede op.
Den negative konsekvens, du oplevede ved at vise hele dig som barn, har kodet dig til at tro, at du fx ikke må sætte dig selv først, få dine behov opfyldt, sætte grænser eller fortjener at blive elsket betingelsesløst.
I et parforhold kan det fx betyde, at …
- Du tager dig til takke med, at kærlige ord sjældent kommer i din retning.
- Du lader hans/hendes humør sætte dagsordene for jeres samvær.
- Du plages af dårlig samvittighed, hvis du har lyst til at være alene.
- Du tænker, at det er dig, der er noget galt med, siden du ikke er glad.
- Du tvivler på, at det du mærker – dine følelser – er rigtigt.
”For det er jo nok mig, der er noget i vejen med”, tænker du.
DER ER IKKE NOGET I VEJEN MED DIG.
Det er ”blot” dit indre, der kalder på dig. Kalder på, at du tager dig selv alvorligt og lader hele dig få plads.
Når du ikke lader hele dig komme til udtryk, opstår grundensomheden. Og den har et vigtigt budskab med til dig:
Lyt til dig selv og varetag dine behov.
Jeg tror på, at det er vejen til, at du kan fortynde den tunge følelse. Når du lytter til dig selv, tager du følelsen – og dermed dig selv – alvorligt.
Jeg ved af egen erfaring, at det ikke er den letteste opgave i verden, når man i mange år har været vant til at sætte andre først og tilpasse sig. Frygten for, hvordan andre vil reagere, kan være massiv.
Men skal frygten have lov til at holde dig fanget i grundensomheden?
Det ER muligt at fortynde følelsen. Og det er OK at bede om hjælp til at gøre det.
TAL med nogen, der kender til grundensomhed om, hvordan du har det.
OPSØG fællesskaber og relationer, der ser, hører, møder og forstår hele dig.
Når du bliver mødt og forstået i din følelse, går fortyndelsesprocessen i gang – ét skridt ad gangen kan du tage den del af dig selv tilbage, der alt for længe har været sat i skammekrogen som forkert.