To øl med en alkoholprocent på hver 10,5% og en sandwich. Det var, hvad Preben (navnet er opdigtet) fik i maven dén aften. Min datter og jeg mødte ham i gågaden i Odense en sen eftermiddag. Han er hjemløs. Ud gennem de pilrådne fortænder og med usikker øjenkontakt kom ordene: ”Du har vel ikke et par kroner, du kan undvære?”.
I disse plastickorttider har jeg stort set aldrig kontanter i min pung. Det kunne have været enden på historien. Men det blev det ikke.
Jeg valgte at gøre noget, jeg aldrig har gjort før. Jeg tog ham med i Brugsen. Han var egentlig kun tørstig, som han sagde, men da jeg spurgte, om han ikke også var sulten, var han ikke sen til at dykke ned i køledisken efter noget at spise.
Nu sidder du måske og tænker: Åh, nej, det er en af de dér historier, hvor et menneske fremhæver sig selv som barmhjertig samaritaner på bekostning af en andens ulykke. Men det er det ikke. Det her er en hverdagsfortælling om et ganske almindeligt menneske, for hvem livet er gået i fisk. Og så er det historien om at huske at være taknemmelig.
Jeg var i selskab med Preben et kvarters tid. Det er ikke ret lang tid, men længe nok til at få en fornemmelse af et andet menneske og et kig ind i hans verden. Det, han fortalte om sit liv og om at være hjemløs, satte i dén grad mit eget liv i perspektiv.
Overmandet af delirium, som fik Preben til at se syner, gjorde han sidste år noget, der endte med at sende ham 5 mdr. i fængsel. Som vi stod der i køen og sludrede, beskrev han til at starte med sin handling som ’Jeg kom til at…’.
Men han ændrede hurtigt sin forklaring: ’Eller, altså…jeg kom jo ikke til det, men jeg vidste slet ikke, hvad jeg gjorde’. ”Man kommer jo længst med at være ærlig”, konstaterede han. Det var en slags psykosetilstand, der styrede ham i gerningsøjeblikket, og han har papirer på, at han – med hans egne ord – ikke er sindssyg.
Sådan virkede han heller ikke. Han var sød og venlig. Ærlig og åben. Ydmyg og taknemmelig. Dannet og velformuleret. Livet har bare trukket tæppet væk under ham, og han har intet netværk til at hjælpe ham på ret kurs igen. Han er alene.
Jeg skyder Preben til at være midt i 30’erne. Han mistede sin mor for længe siden. Hun drak sig ihjel. Hans far er her stadig, men befinder sig i en permanent tåge af stoffer, så ham har han ingen kontakt til og har aldrig rigtig haft det. Preben selv er tilknyttet et behandlingshjem, for at holde sit eget misbrug i skak.
I stedet for stoffer er det hårdtslående øl, der får ham igennem dagen på gaden. Natten tilbringer han på herberger rundt omkring i byen.
”Der lugter af sure tæer. Jeg bryder mig ikke om at være der”, fortæller han stille. Som om han næsten er flov over at sige det. Preben går og venter på, at der bliver en seng ledig på et bosted for hjemløse. Indtil da vandrer han hvileløst omkring. Prøv at forestille dig, at du skulle gå rundt indtil kl. 22.00, hvor døren til herberget åbnes, og at du kl. 8.00 blev hældt ud på gaden igen. Ud til ingenting. Med en plettet straffeattest kan man kigge langt efter at bruge sit svendebrev. Det vidste Preben også godt.
Preben takkede igen og igen. For at jeg købte ham mad og Master Brew og for, at jeg tog mig tid til ham. Da vi gik ind i Brugsen spurgte han: ”Vil du helst gå derind alene? Det kan jo godt være, at du ikke har lyst til at blive set sammen med mig”.
Min datter sad i øvrigt på en bænk og ventede på, at jeg kom tilbage. Hun havde ondt i knæet og brug for at hvile sig. Men Prebens kommentar var: ”Hun behøver ikke at vente her. Jeg er ikke farlig”.
Mon han hver dag oplever at blive mødt af mistro, foragt, afvisning, hårde ord og nedladende blikke, siden han siger sådan? Mon han føler sig usynlig, når han går rundt i Odenses gader? Mon han oplever at blive behandlet som et andenrangsmenneske? Hans ydmyge og ekstremt taknemmelige reaktion på min venlighed var svar nok.
Jeg mærkede et stik i hjertet. Alle mennesker har ret til at være her. Alle skal ses og mødes som den, de er. Hjemløs eller godsejer, sort eller hvid. Vi er alle mennesker.
Jo mere Preben takkede, jo mere blev jeg bevidst om, hvor meget jeg selv har. Et hjem, penge til mad, familie, venner. Noget, som i min verden er helt almindeligt. For slet ikke at tale om arbejde og løbende uddannelse. Selv den risengrød, jeg fortalte Preben, at min datter og jeg skulle have til aften. For mig var det ikke noget særligt – for Preben var det en luksus, som var uden for hans rækkevidde.
Nu var det mig, der blev flov. Flov over, at jeg kan gå i selvsving over en langsom internetforbindelse eller over, at en ven ikke svarer på en sms. I forhold til Preben har jeg jo ALT og absolut intet at brokke mig over. Det satte det tilfældige og korte møde med Preben en tyk streg under.
Preben brokkede sig ikke. Det eneste, han ønsker sig, er er et helt almindeligt liv. Med en seng og varm mad i private rammer. Som hjemløs er dét ønske ualmindelig svært at få opfyldt.