Skip to main content
Tag

corona

Det kan man da ikke sige … eller kan man?

By Klumme No Comments

”Det går fa***** godt”.

Kan man virkelig sige dét? Når uret er indstillet på coronatime. Når ens søn er syg. Når ens far næsten lige er død.

Jeg er nået til den konklusion, at ja det kan man. Det man godt. Men jeg er ikke nået frem til dén konklusion uden store kampe og sværdslag med min indre diktator.

Kender du det?

Den skingre stemme inde i dig, der råber op om, hvad der er rigtigt og forkert. Stemmeorkesteret, der stopper dig med bliver-nødt-til, plejer og ”Hvad vil andre ikke tænke?”, som var du en fois gras gås.

Jeg drister mig til at lege Klogeåge og sige ”Det tror jeg, du kender til”. Og jeg stikker snotten frem på baggrund af de samtaler, jeg har med mennesker hver eneste dag.

Og her er, hvad jeg er nået frem til.

Sæt et flag i lo****

Når livet viser tænder, så er det gødning til – ja faktisk afgørende for – dit mentale velbefindende, at du formår at sætte et flag i lo****, så du har noget pænt at kigge på. Vi kan også kalde det kassetænkning.

Hva’? Tænke i kasser? ”Jamen, jeg har da altid fået at vide, at det er skidt at tænke firkantet”.

Den sætning har også kørt i mit hoved. Diktatoren, du vé’.

Der er bare lige den fede sidegevinst, at hvis du tænker i kasser, så giver du dig selv mulighed for at skille skæg og snot ad. Når sygdom, død og pandemi ligger i sin egen kasse med låg på, så skygger ingen af delene for anemonerne i skovbunden, den blå himmel eller solen, der skinner.

Så kan du lige pludselige mærke, at du faktisk har det godt – at det går godt. Også selvom tingene ramler om ørerne på dig. Jeg taler af erfaring hér.

Det, du fokuserer på, vokser

Det, du fokuserer på, vokser. Måske du synes, det lyder lidt langhåret, men prøv alligevel at løbe med på idéen. Bare i dag. Og prøv så at lægge mærke til, hvad det gør ved dit humør.

Jeg hævder ikke, at kassetænkning får de svære ting til at gå væk. Det mener jeg heller ikke, at de skal. De er en del af livet. En gang imellem klaprer låget på kassen, så der kommer en sprække, hvor en sort sky kan fise ud. Det er OK. Du er ”blot” et menneske.

Bare husk, og nu lyder jeg igen som Klogeåge, de hér to ting:

1) Du vælger selv, hvor længe du vil lade låget stå på klem. Hvis du tænker – fokuserer – på noget andet end ”udslippet” fra kassen, klapper låget i, og
2) Hvis du ikke kan gøre noget ved det, der ligger i kassen, så lad det ligge. Kvæl bekymringerne med kærlighed til livet. Og vift så med flaget og lad dig selv have det godt.

Du må godt. Coronatime og anytime.