Kære du
1000 tak for dit spørgsmål.
Jeg vil starte med at sige dét her: Du er på ingen måde alene. Rigtig mange mennesker kæmper med at kunne lytte til (respektere) deres egne grænser. Jeg har også været der selv – og falder med mellemrum stadig i fælden.
Jeg ser sådan på det, at som udgangspunkt kan man ikke få sine grænser overskredet, med mindre man tillader det. Og!, der er er altid en grund til, at man giver andre den tilladelse. At du ikke kan lytte til dine grænser, er ikke noget, du står op hver morgen og beslutter dig for ala “Hey, i d a g må mine grænser blive overskredet”. Det er et gammelt mønster, der har rod i en overbevisning, du har med dig.
Overbevisninger (=en fasttømret forestilling om én selv) bliver grundlagt i barndommen. Typisk på baggrund af, hvad vi ser (hvordan opfører far/mor/andre omsorgspersoner sig?), hører (hvad siger far/mor/andre omsorgspersoner?) og opfatter (hvordan er far/mor/andre omsorgspersoners ordløse kommunikation, fx stemninger, mimik, suk).
Du spørger selv: “Kan det have sammenhæng med min barndom? (… at jeg ikke kan lytte til mine grænser)”. Mit svar er: “Ja, der er en sammenhæng”.
Du fortæller, at du er vokset op med en kæft-trit-og-retning far, der var meget hård og overhovedet ikke kærlig – og at din mor derimod var meget kærlig og omsorgsfuld. Var det mon til tider turbulent at være barn hjemme hos dig? Var du utryg som i “Hvilket humør mon far er i i dag?”? Det vil nemlig forklare dit ekstreme behov for tryghed.
Jeg gætter på, at din mor har oplevet den samme kulde, vælger jeg at kalde det, fra din far, som du gjorde. Jeg forestiller mig også, at du har set hende “folde sig sammen på midten” for at få kærlig opmærksomhed fra din far? At hun har fundet sig i meget for bare at få en smule kærlighed – vi kan også kalde det, at hendes egne behov er blevet gemt væk. I virkeligheden fik hun ikke den form for kærlighed, hun havde brug for – præcis som du beskriver din oplevelse i dit seneste forhold.
Hvis jeg rammer hovedet på sømmet bare det mindste, så vil jeg anbefale dig at arbejde med din livshistorie – dvs. få kigget din historie fra fødsel til nu grundigt efter i sømmene. Jeg har selv arbejdet intensivt med min historie og de overbevisninger og mønstre, den har kodet mig med. Det har været en frisættende øjenåbner af dimensioner.
Mellem linjerne – og med din bonusinfo, som jeg vælger ikke at gengive – får jeg den fornemmelse, at du i forholdet til din ex-mand et langt stykke hen ad vejen har undertrykt egne behov og den, du inderst inde er. I vokser fra hinanden og bliver skilt, og pludselig begynder dit indre at røre på sig. Du vil ha’ mere og ud af den jeg-må-nøjes skal, du har med dig, fra du var lille … men du har ikke lært, at du må bede om og fortjener at f å det, du har brug for.
Det’ det mønster, du har set udspille sig igennem din opvækst, mærker jeg – og det er det mønsteret, du skal have brudt med i dit voksne liv for at kunne begynde at lytte til dine egne grænser. Når du lærer at respektere dine egne grænser – og det kan du lære – vil du over tid opleve, at du kommer til at mærke mere harmoni og balance inde i dig selv. Det vil du begynde at udstråle og dermed tiltrække en partner, der er samme sted som dig, og kan give dig det, du har brug for.
Det lyder måske hårdt, det jeg siger nu, men pt. er det sandsynligvis det modsatte af harmoni og balance, du sender ud i universet. Og derfor bider ustabile partnere på “krogen”. Derfor bliver det turbulent og udfordrende for dig at være i parforhold.
Jeg genkender det fra mig selv. I årevis var jeg i skiftende parforhold, der på ingen måde nærede mig. Jeg søgte kærlighed gennem forholdene, men blev mere og mere frustreret, fordi jeg ikke fik den på den måde, jeg havde brug for. Det fik mig til at disrespektere mine grænser i håbet om, at jeg så mærkede kærligheden. Det virkede ikke. Tvært imod faktisk.
I bund og grund handler det om, at du skal (lære at) tro på, at du er VÆRD AT ELSKE. For det er du. Men først og fremmest skal du (lære at) ELSKE DIG SELV. Jeg ved godt, det lyder mega corny, men kærligheden til dig selv kommer før al anden kærlighed. Når du elsker du dig selv helt ind i hver en celle, tror jeg på, at du vil gå fra “at være elendig til at være alene” til at opleve, at det slet ikke er så tosset. Fordi dit selvværd vil blive styrket af selvkærligheden. Lige nu kunne det nemlig godt se ud til, at du er “afhængig” af andres kærlighed for at kunne have det godt. Det betyder, lidt firkantet sagt, at du giver magten over dit liv fra dig.
Den magt skal du have tilbage. Det får du ved at gå i gang med at marinere dig selv i kærlighed fra top til tå.
“Marinaden” består bl.a. af, at du tillader dig selv at få det, der er vigtigt for dig, fx dybde og tryghed. Det er du værd. Det fortjener du. Den består i, at du bliver helt skarp på, hvad der gør dig glad. Uafhængigt af andre. Og så består den i, at du kigger dig selv dybt i øjnene og spørger dig selv: Hvad er mine kerneværdier? Når du har fundet ind til dem, så giv dig selv det løfte, at du fremadrettet ikke viger fra dem, når du går ind i et parforhold. Dine kerneværdier er som sandsække, der forhindrer, at andre “skyller ind over dine grænser”.
Jeg ønsker dig alt det bedste og sender dig en masse kærlige tanker.
❤ Charlotte
