Er du blevet forladt ud af det blå? Bærer du tunge ting med dig fra din opvækst? Er en, du har kær, pludseligt blevet taget fra dig? Når der sker voldsomme ting i ens liv, melder der sig et stort spørgsmål: Hvorfor? Hvorfor skulle det her ske for mig?
Som mennesker er vi sådan skruet sammen, at det, der sker omkring os, skal give mening. Vi har brug for mening for virkelig at kunne forstå. Uden mening forekommer livet kaotisk, og det bliver en kamp for at finde lige præcis dét: mening. Nogle bruger et helt liv på at lede efter den og går i graven uden at være blevet meningsforløst.
De svar, vi måtte få ved en direkte konfrontation med ’gerningsmanden’, kommer ikke nødvendigvis til at skabe mening. Svarene kan belyse årsagen til en handling. Men mening med den smerte, en handling har forvoldt en, vil det nok aldrig skabe.
Jeg tror på, at der findes forklaringer på, hvorfor folk handler, som de gør. Men det gør ikke nødvendigvis handlinger meningsfulde eller forståelige for den, der ligner et stort spørgsmålstegn.
Erfaring har vist mig, at lange hvad-var-meningen-samtaler ikke kan gøre gjort ugjort. Sket er sket. En konstant roden rundt i fortiden er blot med til at putte grus i livsmaskineriet. Hændelser vil altid have lige så mange udlægninger som implicerede. Derfor må man finde smertelindring et andet sted: I sig selv. Noget skal blot accepteres. Også selvom det synes sværere end at gå på vandet.
Hvorfor bruge sit liv på at søge efter svar, som alligevel ikke skaber mening? Forklaringen vil jo alligevel ikke fratage en den smerte, man bærer på. Det, man kan gøre, er at tage ansvar for, hvor meget smerten får lov at fylde. Jo mere man tænker på hændelsen – jo mere fylder smerten. Så at blive ved med at give hændelsen tankebenzin giver slet ikke mening.
Hvis vi lader fortiden diktere nutidens puls, lever vi ikke. Livet bliver som en tømmerflåde, hvor vi tillader gamle kastevinde at sende os retningsløst rundt i verden. Forbliver man offer for noget, der skete en gang, spilder man livet.
Vi kan genfinde vores livsretning, hvis vi tilgiver. Både dem, der har forvoldt os smerte, men også – og ikke mindst – én selv. Vi skal tilgive os selv, at vi har søgt efter mening, der ikke findes. Vi skal tilgive andre, fordi mennesker som udgangspunkt ikke har til hensigt at gøre andre ondt.
Tilgivelse af den anden er for din egen skyld. Tilgivelse er ikke underdanighed. Tilgivelse er menneskelig styrke. Når vi tilgiver, tager vi vores power hjem. Tilgivelse er selvkærlighed i højeste potens. Tilgivelse sætter dig fri.