Skip to main content
Tag

mønstre

Det hele starter med bevidsthed – men ikke den slags med røgelsespinde og fluffy begreber

By Bevidsthed, Blogindlæg, Følelsesmæssigt umodne forældre, Overbevisninger og mønstre, Personlig udvikling, Selvværd No Comments

Du længes efter ro i hovedet. Men tankerne kører rundt.

“Hvad tænker de om mig?”  |  “Er jeg forkert?”  |  “Kan jeg tillade mig at sige nej?”

Hvis du kan genkende de spørgsmål, er du langt fra alene. De fleste af mine klienter har levet et helt liv med konstant indre støj og tvivl – uden helt at forstå, hvor det kommer fra. Det gjorde jeg også selv, indtil jeg fandt ud af det, du nu skal høre om.

Og ofte har det rødder i dét her:
En opvækst med følelsesmæssigt umodne forældre.

Eller som jeg kalder det: FUF.

Og lad mig understrege – det handler ikke om at udskamme dine forældre eller kaste med skyld – det handler om, at du lærer at forstå dig selv.

Men hvad er FUF egentlig?

Det er, når de voksne omkring dig ikke kunne rumme dine følelser. Når du skulle være den fornuftige. Den nemme. Når du lærte, at der ikke var plads til dig, hvis du blev ked af det, vred eller fyldte “for meget”.

Måske så det sådan her ud i din barndom:

5 tegn på FUF

  1. Du blev kaldt “sart”, når du viste følelser – eller fik at vide, at du skulle stoppe med at skabe dig, hvis du blev vred.

  2. Du kunne mærke, at dine forældres humør altid var vigtigere end dit.

  3. Du havde en følelse af at være den voksne i familien.

  4. Du blev ignoreret eller straffet, når du satte grænser.

  5. Du lærte at mærke alle andres behov – men ikke dine egne.

Hvis du sidder og tænker: “Wow, det var jo min barndom” – så er det helt forståeligt, at du i dag har svært ved at sige nej, stole på dig selv eller “bare” finde ro i hovedet.

Så hvad gør du, når du har fået FUF med i rygsækken?

La’ mig starte med at sige dét her: Du er ikke i stykker. Der er ikke noget galt med dig. Du har blot lært nogle mønstre, som engang hjalp dig – men som i dag står i vejen for, at du kan være den, du i virkeligheden er.

Og her kommer bevidsthed ind i billedet.

Ikke den slags, hvor du skal sidde i skrædderstilling og visualisere et gyldent lys. Men den slags, hvor du ærligt ser på dine mønstre og begynder at forstå dem:

  • Hvorfor siger jeg ja, når jeg mener nej?
  • Hvorfor får jeg dårlig samvittighed, når jeg tager plads?
  • Hvorfor er det så svært at tro på, at jeg er god nok?

Det er ikke terapi med røgelsespinde og fluffy begreber. Det er klarhed. Det er at få øje på det usynlige – så det ikke længere styrer dig i det skjulte.

3 ting, der – sammen med bevidsthed – hjælper dig med at hele dine FUF-sår:

1. Relationer med plads til hele dig

Når du er vokset op med følelsesmæssig umodenhed, har du brug for det modsatte: Relationer, hvor du kan være både stærk og sårbar – uden at skulle pakke dig selv væk.

2. At lære at sætte grænser (uden at få hjertebanken)

Grænsesætning kan føles som at springe ud fra en klippe – med bind for øjnene. Men du kan lære det i små, trygge skridt. Det starter med at mærke dine behov og stole på, at de er gyldige.

3. Venlighed over for dig selv

Det lyder banalt, men det er en gamechanger. Ikke “selvkærlighed” som i lyserøde post-its på spejlet – men ægte, jordnær venlighed: “Selvfølgelig har jeg det sådan. Det giver mening.”

Bevidsthed er frihed – ikke floskler

Du behøver ikke tro på engle og “universets højere bevidsthed”.

Men hvis du:

  • kæmper med selvkritik
  • har svært ved at sige nej
  • overtænker andres reaktioner

…så er det en kæmpe hjælp at forstå, hvorfor du gør, som du gør. Det er første skridt til at gøre noget andet.

Jeg kalder det bevidsthed.
Du kan kalde det frihed.
Begge dele løfter dig ud af fortidens jerngreb og hjem til dig selv.

Vil du have støtte til at forstå dine mønstre og skabe mere ro i hoved, krop og sjæl?
Så er du velkommen til at række ud.

Jeg hjælper dig med at finde modet til at sige nej – og stå ved det – så du kan få overskuddet tilbage.

Hvem har magten over dig?

By Blogindlæg No Comments

“Det har jeg da selv!”, er sikkert dit umiddelbare svar.

Og jeg forstår godt, hvis du synes, at det er et lamt spørgsmål at stille.

Men læse lige videre.

Fordi.

 

Vi er nemlig mange – rigtig mange, faktisk – der … uden, at vi er klar over det … giver magten over os selv og vores liv til andre.

 

Det kan fx se sådan her ud:

Du spørger igen og igen din mand, mor eller veninde: “Er der noget i vejen?”.

Det, der sker hér, er, at du – uden at tænke over det – smutter du over på den anden side af nettet – over på den andens banehalvdel – for at undersøge, om alt er OK.

For når alt er OK hos den anden, kan du slappe af. Så behøver du ikke forholde dig til den uro, du mærker inde i dig. Den uro, der opstår, så snart du opfanger den mindste forandring i en andens sindstilstand og humør.

Kender du fornemmelsen?

 

Adfærden er en, vi har lært og integreret som et mønster, da vi var ganske små.

Hvis du er vokset op i en familie, hvor du ikke følte dig tryg – måske der blev drukket for meget, måske du havde en forælder, der havde psykiske udfordringer eller måske du havde forældre, der ikke var i stand til at se og elske dig, som du havde brug for – så var det sådan du overlevede.

Du fandt ud af, at hvis du tog ansvar for, at andre var glade, så kunne du også være glad. Du lærte, at hvis du pleasede andre og tilpassede dig, så kunne du føle dig tryg.

Men det er falsk tryghed. For trygheden kom på bekostning af dig og dine behov. Fordi du var nødt til at pakke dig og den du er væk for at skabe trygheden, var det andre, der havde magten til at bestemme, om du var tryg eller ej.

 

Du lærte altså, at for at du kunne føle dig tryg, sikker og have det godt, så skulle du sørge for, at andre havde det godt.

 

Det er hér, magten over dig og dit liv blev givet til andre.

 

Forestil dig en tenniskamp. Hvis du er lissom mig, så spiller du for at vinde. Men med din utrygge opvækst i bagagen lader du personen på den anden side af nettet føre din ketcher. For at være sikker på, at de ikke bliver vrede eller kede af det. De bestemmer, hvor bolden skal placeres. Hvor let er det lige at vinde en tenniskamp, hvis ikke det er dig, der har din ketcher i hånden og bestemmer boldens retning?

 

Jeg skriver på ingen måde det her for at pege fingre af eller udskamme forældre over det ganske, danske land. De gjorde det bedste, de kunne, ud fra, hvad de selv har med i bagagen. Nogle gange var det godt nok – andre gange var det knap så godt.

 

Så altså – når du har brug for at tjekke ind hos andre for at høre, om de er OK, så er det et udtryk for, at kontakten til dig selv over årene lige så stille og roligt er feset ud sammen med badevandet. Uden at du har været klar over, at det var det, der var på spil.

Mønstre, vi skaber i barndommen, tager vi ubevidst med ind i vores voksenliv. Der kører de troligt derudaf for fuld hammer.
Hvis ikke vi skaber bevidsthed om, at hvad det er for mønstre, der er på spil, så vil de blive ved med at joske en kæp i hjulet på vores liv og livsglæde.

For mønstrene står i vejen for, at du kan leve som den, du i virkeligheden er. Helt inde i din inderste kerne.

 

MEN.

 

Du er ikke dine mønstre. Dine mønstre er nogle, du har tillært dig for at overleve. Mønstrene er strikket sammen af andres overbevisninger om, hvordan verden ser ud, og hvad der er “rigtigt” og “forkert”. Og ved at spotte dem og ændre dem, så kan du genskabe kontakten til dig selv, og dermed tager du magten tilbage.

 

Måske du længe har gået med en fornemmelse af blot at overleve? Det’ dine mønstre, der “taler”.

Hvis du vil derhen, hvor du føler, at du LEVER, så er det dine mønstre, du skal i gang med at kigge på.

Hvordan ser de ud? Hvem kommer de fra? Hvad opnår du ved at køre mønstrene?

 

Og så 10.000 kroners spørgsmålet: “Hvordan ville dit liv se ud, hvis du ikke længere var styret af dine mønstre?”.