SPØRGSMÅL
Kære Charlotte
Jeg tumler med at finde min plads og mit værd i relationen til min mor.
I samtaler og samvær med min mor føler jeg mig som voksen stadig ikke set, respekteret og hørt, som jeg selv vægter højt den anden vej. Dette giver misforståelser, dårlig kommunikation, ulige samvær, akavet stemning og fravalg.
Handler det “kun” om noget, der “bor” inde i mig – dårligt selvværd – manglende tro, eller hvordan integrerer jeg fokus, så jeg føler mig hel i “fællesskabet”???
Kvinde, 43 år.
SVAR
Kære du
Lad mig starte med at side, at jeg i store træk genkender din problemstilling. Det er opslidende at sidde fast i en relation, der ikke er, som man ville ønske, den var. Heldigvis er det muligt at forandre det, du står i. Det ved jeg af egen erfaring.
Det er dog vigtigt, at du gør op med dig selv, om du er villig til at yde en indsats for, at jeres relation ændrer sig. Er du villig til at stoppe med at For det er dig, der skal gøre arbejdet. Den eneste, du kan ændre, er dig selv. Du har selvfølgelig også den mulighed, at du vælger din mor fra. Personligt har jeg dog konstateret, at det ikke er en strategi, der holder i længden. Selvom der ingen kontakt er, så rumsterer relationen alligevel i kulissen. Så jeg tror på, at det giver mest ro i sindet at få gjort forholdet til din mor så godt, som det kan blive.
“Handler det ‘kun’ om noget inden i mig?”, spørger du.
Jeg vil formulere det sådan her: Det handler om, at du skal kigge ind i dig for, at du kan komme til at føle dig hel i “fællesskabet”.
Jeg tror nemlig på, at når vi ikke føler os hele og mærker, at selvværdet halter, så er det, fordi vi har tilpasset os alt for meget og alt for længe. Det gør vi, når vi ikke tror på, at vi har ret til at være den, vi er – er gode nok.
Den overbevisning bliver grundlagt i barndommen, og den følger for mange mennesker med langt ind i det voksne liv. Nogle udfordrer aldrig overbevisningen og går således i graven med den. Men du er nået til et punkt, hvor du tager “kampen” op. Det er stærkt.
Når du som voksen kvinde er sammen med din mor, så gætter jeg på, at det stadig er den lille pige, du var en gang, der dukker op til samværet. Hende, der ikke tror på, at hun må sige, gøre og mene, som hun vil. Det er hende, du skal tage i hånden, så at sige, og fortælle hende, at du forstår hend
givet
Du siger selv det magiske ord FOKUS. Det er vigtigt at lægge det dér, hvor det kan gøre en forskel: hos/på dig selv.
Derfor vil jeg anbefale dig at stille dig selv de hér spørgsmål:
- Hvad er det, der stopper mig i at gøre noget andet, end jeg plejer i relation til min mor?ar jeg indtil nu fået ud af den måde, jeg er i relationen på?
For at få ændret din tumlen med at finde din plads og dit værd i relation til din mor er det derfor nødvendigt, at du stiller dig selv nogle spørgsmål: hvem vil jeg gerne være i relation til min mor? Hvordan vil jeg indgå i relationen? Uden at tænke på, om de svar, du giver dig selv, afstedkommer, at du bliver set, hørt og respekteret af din mor.
Det er nemlig respekten for dig selv, der er den allervigtigste her. Og den kan kun du skabe.
Udfordringen er dog at komme i gang med at
Det vigtigste er nemlig, at du respekterer dig selv.
oplevelse af
Jeg forstiller mig, at du i jeres samvær higer efter at din mor skal gøre det, du oplever, at hun ikke gør: se dig, høre dig og respektere dig. Det er fuldt forståeligt. Som menneske ønsker vi, at vores eksistens bliver ankerkendt af andre. Når det så ikke sker – især af ens nærmeste – så går det ud