Lykken ramte mig som et lyn forleden. Du ved – et af de der små ‘knald’, der kommer ind fra højre … uden, at du venter det.
Jeg sad i min gamle bil på vej til Brandbjerg Højskole for at holde foredrag om livsglæde.
Det i sig selv fik mig til at smile. Jeg var forventningsfuld og havde sommerfugle i maven.
Ovre i Jylland sad godt 50 personer og ventede på mig.
Kortegekørsel og solskin
Min bil tyggede sig igennem den fynske motorvej.
Lastbiler i alt for tæt kortegekørsel, masser af andre køretøjer, hvis førere havde foden solidt plantet på gaspedalen.
Solen skinnede. Der var kaffe i koppen. Dæmpet musik i radioen.
Jeg nærmede mig Lillebæltsbroen.
Jeg er ikke så vild med at køre på den bro.
Af en eller anden årsag føler jeg mig klemt, når min lille jernbunke af en bil blander sig med alle de andre biler højt over vandet.
Og jeg får den skøre tanke, at broen måske braser sammen, når lige præcis j e g er på den. Skørt, jeg ved det godt – men tanken kommer altså.
Nå, jeg futter videre.
Bredt, klart og magisk
Og så sker det.
Da jeg er midt på broen skæver jeg ud til venstre. Og dér smiler lykken til mig. Bredt. Klart. Magisk.
Solen rammer vandet, som er spejlblankt.
Himlen er blå, så langt øjet rækker.
Musikken i radioen når et klimaks.
Vandet presser sig på i mine øjne.
Jeg bliver varm i maven.
Mine kinder blusser.
Hele min krop bliver fyldt af lykke.
Glimtet af lykke satte stemningen for resten af min dag … som i øvrigt sendte endnu mere lykke i min retning.
Men det er en helt anden historie.
Lykken kommer i glimt
Lykken kommer i glimt.
Kunsten er at få øje på dem, når de kommer