Hun løb som gjaldt det livet. Det gjorde det egentlig også. Eller i hvert fald noget, der minder om. Det var bare ikke hendes eget liv, det gjaldt. Det var hendes datters.
Hvis hun gav slip – altså moderen – er der ingen der ved, hvad der ville ske. Eller jo … jeg er sikker på, at der ville komme en masse tårer. Og nok også et hul på buskerne og en hudsafskrabning på knæet.
Moderen løb, alt hvad hun kunne, iført gummistøvler og shorts. Mon hun var i haven i det skønne vejr og nu var blevet hevet ud af luge-ukrudt-land af et insisterende ‘Mooooaaaarrr – vil du ikke nok?’.
Selv var jeg på vej til lossepladsen med et tons haveaffald og efterladenskaber fra en vidunderlig sommer: et stk. punkteret badebassin.
Solen skinnede fra en skyfri himmel. Lige ind i mine øjne. Men i dag var jeg ikke irriteret over det. Eftermiddagen var magisk. Træerne smilede til mig i gulbrune nuancer. En mand stod i sin forhave og lænede sig dovent op ad sin kost. Hans hoved var bøjet bagover, og han lod solen ramme sit ansigt.
Det var lige dér, jeg fik øje på dem.
Mor og datter på fortovet. Moderen løbende efter den lille cykel. Hånden med et solidt greb om kosteskaftet, der var monteret på cyklens bagagebærer. Pigen med et smil så bredt, at det kunne knappes i hendes nakke. Cyklen slingrede fra side til side. Moderen fulgte med. Pigen holdt balancen.
Moderens mund bevægede sig ikke, men jeg kunne alligevel høre hende sige:”Jeg giver ikke slip, skat, det lover jeg dig. Jeg slipper ikke. Jeg ved, du kan”.
Pigens liv var i gang med at folde sig ud. Det var nu, det gjaldt. Og jeg fik lov til at være vidne til det.
Mit smil var lige så stort som den lille piges. Livet gik op i en højere enhed lige dér: sol, varme, søndag … og så minder, der væltede frem.
Min tankeraket fløj 10 år tilbage. Jeg så mig selv med m i n datter og h e n d e s slingrende cykel. Jeg hørte hendes hvin og genkaldte mig hendes smil, som hun trillede afsted med sin lille, pink cykelhjelm på hovedet.
Og så var jeg tilbage. 120 måneder var fløjet afsted på et splitsekund. Livet cykler bare derudaf. Traileren bumlede stadig bag bilen. De tomme flasker klirrede stadig bag mit sæde. Der stod stadig affaldssække på sædet ved siden af mig.
Jeg var tilbage i din virkelige verden. I den er der én ting, der aldrig ændrer sig. Det er det her løfte til min datter:
“Jeg giver ikke slip, skat, det lover jeg dig. Jeg slipper ikke. Jeg ved, du kan”.