Dit hoved har nikket i en time. Du kører på din 5. kop kaffe, og dine øjenlåg er tunge som bly. Det er mega hyggeligt at have besøg, men nu er du t.r.æ.t. Det har været en lang dag. Du kan høre din seng kalde. Højt. Dynen lokker med drømme og lune fjer.
Almindelige tændstikker er ikke i nærheden af at være nok til at holde dine øjne åbne. Pejsetændstikker, ble’ der sagt. Men du holder tappert ud. Man kan da ikke smide folk ud af ens hjem, når man selv har inviteret.
Jo. Det kan du. Og det skal du. Altså ikke med en på-røv-og-albuer manøvre. Det er der, mig bekendt, ingen, der bryder sig om. På den pæne måde, selvfølgelig. Mærker du alligevel dine tæer transformere sig til to billardballer?
Så meget desto mere er der grund til, at du kommer i gang med projekt go’nat og tak for i aften. Fordi. Du gør både dig selv og din gæst en tjeneste.
Det der med at afslutte besøget, når jeg er træt, begyndte jeg at praktisere for nogle år siden. Første gang, jeg ’afbrød mødet før tid’, var over middel angstprovokerende. Hvad ville min veninde ikke tænke? Men selv kaffe i drop ville ikke have kunnet holde mig kørende længere.
Og en smule befippet blev veninden. Og også lidt ked af det. For at blive bedt om at gå havde hun ikke oplevet før. Hun fik mit behov for søvn til at betyde, at jeg ikke ville hende. Hvilket ikke kunne være længere væk fra, hvordan det reelt forholdt sig. Jeg var bare træt.
Gentagne gange før min tak-for-i-aften mødom blev taget, har jeg siddet med længslen efter min seng og kroppen fyldt med irritationshormoner, fordi jeg ikke kunne hoppe i den. Forsøgene på at skjule mine gab var halvhjertede i håbet om, at personen i sofaen ville fatte budskabet og daffe hjem.
Sådan fungerer det ikke. Samvær med andre mennesker er ikke en gætteleg, hvor vi skal regne hinandens behov ud. Ansvaret for, at du får dit behov dækket, er dit. Og så længe du formulerer det på en pæn måde, er der ingen ko på isen. Tankelæsere findes ikke.
Den famøse aften, hvor jeg tog mig sammen til at sige:”Det er virkelig dejligt at have dig på besøg, men jeg har brug for at komme i seng” var begyndelsen på en ny og tryg måde at være sammen på. For mine venner og for mig. De er nemlig begyndt at gøre det samme, når jeg kommer på besøg. På den måde er vi sikre på, at vi ikke er til besvær og overskrider grænser, når vi er sammen.
Der er en kæmpe tryghed i at vide, at den, du kaffer den med, melder klart ud, at nu er det tid til at hilse på Ole Lukøje. En samtale med en, der sidder lodret op og ned og sover, er alligevel ikke ret meget bevendt.