Jeg tror på, at vi skal forstå vores historie til bunds og anerkende de sår, den har påført os for, at vi kan hele sårene og stå stærkt i os selv som voksne. Der, hvor vi har modet til at sige nej, at sige fra og til at sætte grænser.
Charlotte Lind
Intuitiv livsrådgiver

Det var snestorm, da jeg kom til verden en novemberdag i 1967. Min far løb over til naboen for at låne telefonen og tilkalde jordemoderen. Han glemte dog at sige, hvor hun skulle køre hen, så da dén besked endelig nåede frem til hende, var jeg allerede på vej ud i toiletkummen.

Da jeg blev ældre trak et nyt stormvejr ind over mit liv. Et stormvejr, der varede i årtier. Stormen havde form af et kompliceret og svært forhold til min familie. Som ung forsøgte jeg at sætte ord på, hvad der foregik inde i mig, men jeg stod alene med oplevelsen af de sår, min opvækst havde påført mig.

Det fik mig til at tro, at jeg var forkert – at jeg huskede forkert. Selvom min intuition fortalte mig noget andet. Jeg mistede langsomt men sikkert tilliden til mig selv; tilliden til, at det jeg mærkede og oplevede var virkeligt.

Jeg var ikke ret gammel, før jeg ubevidst begyndte at tilpasse mig mennesker omkring mig. Jeg var den søde pige, der satte andres behov først. Forvandlede mig til en menneskelig kamæleon, der afkodede, hvad andre gerne ville have, og rutineret gav dem det. Mine behov, meninger og grænser blev udvisket. Pleaser blev mit mellemnavn.

I løbet af min opvækst og langt op i mit voksne liv så ingen således den rigtige Charlotte. Hende gemte jeg væk, fordi jeg tidligt lærte, at det at vise såkaldt negative følelser, som fx vrede, eller at sætte grænser havde en uoverskuelig konsekvens: udstødelse af fællesskabet.

Over tid blev jeg som et glas meget tyndt saftevand. Jeg kunne ikke længere ”smage mig selv”. Jeg var blevet til en lille fjer, det fulgte med den vej, vinden blæste.

Når du tilpasser dig, hugger du en hæl og klipper en tå af dig selv. Jeg kalder det, at du er dig selv utro. Du mister den, du i virkeligheden er og indgår i stedet i verden som en konstrueret version af dig selv. Det er her, forkerthedsfølelsen og ensomheden har sit udspring. Fordi du prøver at forme dig til en ny brik, hver gang du bliver mødt af et ”pulsespil” i form af situationer eller relationer.
Charlotte Lind

Prisen for min pleaseradfærd var høj.

Fornemmelse af at være forkert blev kronisk. Mit selvværd ku’ ligge på spidsen af et knappenålshoved. Indre uro var min normaltilstand. Jeg evnede ikke at indgå i nære relationer, så det ene parforhold efter det andet gik i stykker. Jeg følte mig ensom helt ind i sjælen.

Som ung voksen fik jeg min første depression. Flere fulgte og i 2014 kulminerede det med en sygemelding med massiv stress.

Det var hér min søgen efter svar på, hvorfor jeg havde det så svært, for alvor begyndte.

Jeg begyndte intensive studier i psykologi med fokus på opvækstens betydning for ens voksne liv.

Siden starten af mine 20’ere har jeg haft en fornemmelse af, at svaret på min indre smerte skulle findes i min opvækst. Jeg har brugt en formue på psykologer, der skulle vise mig vej til svaret, men ingen har dog formået at hjælpe mig med at vriste mig ud af min fortids lænker.

I dag ved jeg, at det var, fordi en afgørende ”detalje” blev overset i psykologsamtalerne: arbejdet med, at jeg selv anerkendte de opvækstsår, jeg har med mig. Jeg har fortalt min historie igen og igen. Men jeg har aldrig taget den ind. Ejet den. I stedet gjorde jeg alt for at få dem, der har påført mig sår, til at eje historien.

Det var qua mine psykologistudier og intensivt arbejde med mig selv, at jeg fik øje på vejen til at kunne være tro mod mig selv som voksen. Vejen gik gennem at tage kærligt om den lille, ulykkelige pige inde i mig for så at fortælle hende, at: ”Du tager ikke fejl. Du husker ikke forkert”.

Ved at blive bedste venner med mit indre barn begyndte tilliden til mig selv at vokse. Troen på, at jeg er god nok foldede sig ud. Mit selvværd rejste sig op og gav mig modet til at sige at sige nej, sige fra og til at sætte grænser.

Jeg tror på, at vi skal forstå vores historie til bunds og anerkende de sår, den har påført os for,
at vi kan hele sårene og stå stærkt i os selv som voksne.
Der, hvor vi har modet til at sige nej, at sige fra og til at sætte grænser.

Det er ikke længere sårene fra min opvækst, der får lov til at fylde i min hverdag. Langt mere fylder den gave, min barndom har givet mig med – en eminent evne til at spotte andre menneskers barndomssår og gennem reflekteret samtale guide dem til heling.

Jeg ledte selv efter et menneske med de evner, da jeg var indhyllet i frustration, indre smerte og følelsen af at være forkert. Jeg fandt aldrig vedkommende.  

Derfor er min mission
at hjælpe dig med at anerkende og hele sårene fra din opvækst,
så du i dit voksne liv kan være tro mod og stå stærkt i dig selv
… og leve livet på den måde, der er rigtig for DIG.

Står dine barndomssår i vejen for et godt voksenliv?

Længes din sjæl efter at få sårene helet, så du endelig kan være den, du inderst inde er og stå stærkt i dig selv?

KONTAKT MIG nu

☎ 2571 2511

… eller

Send en mail

Du får 20 minutters afklarende samtale uden beregning.