En dag var jeg så modig, at jeg turde fortælle min kære mor om alle de svære følelser, der udgjorde mit fængsel. Følelser jeg i årtier havde gemt væk af frygt for, at hun ville afvise mig og ikke elske mig, hvis jeg sagde dem højt.
Jeg vidste instinktivt, at den samtale måtte til, hvis jeg skulle gøre mig selv til en fri kvinde. Min mor lod mig tale, imens hun lyttede og ankerkendte mine ord og min oplevelse af min barndom.
Endelig stod jeg ved mig selv, og tremmerne i mit morfængsel forsvandt, da jeg gjorde det. Jeg var FRI.
Charlotte Lind
Intuitiv livsvejleder

Har du et kompliceret forhold til din mor?

Så ved jeg, hvad du taler om, og hvordan du har det. Jeg har været i morfængsel i mange år, men jeg fandt min vej ud i friheden.

Jeg har været mig selv utro lige så længe, jeg kan huske. Men det er heldigvis slut nu.

Selv-utroskaben bestod i, at jeg ikke turde stå ved mig selv i relation til min mor. Jeg sagde det ”rigtige”, det, der ikke gjorde hende vred eller ked af det, og formede mig, så hendes humør ikke blev ødelagt. Med årene gjorde det forholdet til min mor mere og mere anstrengt. Jeg følte, at jeg var i morfængsel.

Min selv-utro adfærd overførte jeg til alle områder af mit liv. Ingen så den sande mig. Det fik store konsekvenser for alle relationer i mit liv – og for mig.

Indre uro og smerte, mental ubalance, vrede og frustration var der altid.
Følelsen af at være forkert og ikke god nok var hverdagskost.
Oplevelsen af at være fanget og sidde fast i mit liv og følelsen af ikke at høre til nogen steder forlod mig aldrig.

Da jeg blev skilt i 2007, begyndte jeg for alvor at arbejde med min personlige udvikling. Der skulle dog syv år og et sammenbrud med stress til, før jeg kunne se, at jeg var nødt til at tage ansvar for mig selv – stoppe med at bebrejde min mor. Jeg måtte finde modet til at være mig selv og mine følelser tro, hvis jeg ville opnå det, jeg så inderligt længtes efter:

at bryde ud af mit morfængsel og blive en fri kvinde.

På det tidspunkt – i 2014 – var det ikke kun mit mentale velbefindende, der hang i laser. Også fysisk var jeg f***** up med uforklarlige smerter hér, dér og alle vegne.

Frygt og selv-utroskab flyttede ind

Som barn og gennem min opvækst oplevede jeg jævnligt at blive ignoreret af min mor.

At blive behandlet, som var jeg luft, fik mig til at tro, at jeg var forkert og ikke god nok som den, jeg var. Så jeg konstruerede en version af mig selv, der skulle holde mig inde i varmen. En version, der var sammensat af alt det, jeg afkodede som den ”rigtige” måde at være.  Frygten for at blive afvist, hvis jeg sagde min mening, viste min vrede eller sagde fra, var der altid. Jeg turde ikke gå imod frygten og ”bare” være mig.

Selv-utroskaben medførte, at den, jeg var – og er, blev usynlig.

Selv-utroskaben og den usynlighed, der fulgte med, klæbede til mig op gennem livet. Stille og roligt drænede det mig for selvværd og tillid til mig selv. Parforhold på stribe gik i stykker. Det blev sværere og sværere for mig at være i relationen til min mor. Samvær med hende føltes som en sur pligt, der skulle overstås for at holde den dårlige samvittighed over at være en ”forkert” datter i skak.

I dagene op til, at vi skulle ses, var min lunte kort.

Jeg kastede med ting, smækkede med døre og råbte af min søn. Alene tanken om at stå ansigt til ansigt med min mor – min fortid – gjorde mig ude af balance. Efter et besøg var jeg lettet, men også drænet for energi, fordi jeg havde givet selv-utroskaben fuld skrue, imens vi var sammen.

Flere gange brød jeg kontakten i håbet om, at tiden væk fra hinanden ville læge mine barndomssår og give mig modet til at stå ved mig selv. Når jeg kom tilbage igen konstaterede jeg hurtigt, at strategien ikke virkede.

Jeg så ikke sammenhængen

Som tiden gik blev jeg mere og mere trist og utilfreds – med mit liv og med mig selv. Jeg oplevede adskillige depressioner, men jeg så ikke sammenhængen mellem min adfærd og mine mentale meltdowns og min grundlæggende utilfredshed med livet og med mig selv.

Jeg tog medicin, drak for meget rødvin og kastede søde sager i hovedet for at dulme mine svære følelser … brokkede mig og var vred på min mor.

For mig var der kun én vej til, at jeg kunne få det godt: at min mor sagde undskyld og ændrede sin adfærd.

Det faldt mig ikke ind, at det var MIG, der havde nøglen til at jeg fik det godt.

Ud med brokkeri og offerrollen

Først da stressen i 2014 tvang mig til at nulstille mig selv, faldt 10-øren: jeg var styret af mønstre og overbevisninger, der var blevet installeret i min barndom og min opvækst – og ikke af min mor. Som en søvngænger havde jeg levet mit liv uden at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan jeg gjorde det.

Alligevel gik der flere år, før jeg fik gjort op med min selv-utroskab.

Jeg havde nemlig gjort mig selv til offer for situationen, og den rolle var svær at lægge på hylden. Det lykkedes dog med hjælp fra både psykologer og coaches. Den sidste brik faldt på plads, da jeg bad om hjælp af en virkelig dygtig mentor, som i dén grad forstod, hvad det vil sige at være fanget i fortiden – og hvordan man kommer videre.

Hun hjalp mig med at lære at se fremad ved at give mig selv kærlighed og omsorg. Hun hjalp mig med at få øje på, at min opvækst har givet mig værdifulde styrker. Fx er min intuition knivskarp, empati ligger i mit DNA, og jeg ”ser” mennesker og fornemmer stemninger som det mest naturlige i verden.

Handling fremkaldte den, jeg er

Efter min øjenåbner begyndte jeg at ændre på helt små ting i hverdagen. En ting ad gangen.

Jeg lærte at bruge ordet ”Nej”, og kombineret med en masse selvkærlighed og omsorg for mig selv gav det lille ord mig adgang til endelig at mærke, hvad jeg følte og havde brug for for så at handle på det.

Handling var det, der gjorde, at jeg endelig fik fremkaldt den, jeg er: en voksen kvinde, der er sig selv tro og står ved sig selv – også når det er svært.

Jo mere jeg handlede, jo mere mod fik jeg til at handle.

En dag var jeg så modig, at jeg turde fortælle min kære mor om alle de svære følelser forbundet med min barndom. Følelser jeg i årtier havde gemt væk af frygt for, at hun ville afvise mig og ikke elske mig, hvis jeg sagde dem højt.

Jeg vidste instinktivt, at den samtale måtte til, hvis jeg skulle tage det sidste skridt ud af det morfængsel, jeg i hele mit liv havde holdt mig selv fanget i. Min seje mor lod mig tale, imens hun lyttede og ankerkendte mine ord og min oplevelse af min barndom. Tog ansvar for det, der var hendes del af vores fælles historie.

Jeg turde endelig stå ved mig selv, og tremmerne i mit morfængsel forsvandt, da jeg gjorde det. Jeg var FRI.

Slip frygten og mærk friheden

Jeg er her for at hjælpe dig med at finde modet til at bryde ud af dit morfængsel, så du kan blive en fri kvinde – tro mod dig selv, dine følelser og den måde, du ønsker at leve dit liv på.

Når du finder modet til at stå ved dig selv, kan du gøre dig fri af frygten for din mors reaktion – den frygt, der holder dig fanget. Her kan din fortids mønstre og overbevisninger ikke længere nå dig.

Bed om hjælp

Uden min mentors vejledning, opbakning, støtte og kærlige hep var jeg ikke nået dertil, hvor jeg er i dag. Det vil være mig en stor ære at få lov til at være dit personlige heppekor med alt det, jeg har lært og fået med fra min rejse fra morfængsel til fri kvinde.

Hvis det ikke er mig, du rækker ud til, så håber jeg, at du vil bede en anden, der véd, hvordan du har det, om hjælp. Det er ikke svaghed at bede om hjælp. Det er et tegn på, at du tager dig selv alvorligt, et tegn på styrke.

Livet er alt for kort til at være fanget i fortiden, og du fortjener at blive fri.

Hvis jeg, der var paralyseret af frygt og gennemsyret af følelsen af ikke at være noget værd, ku’ finde modet til at stå op for mig selv – så kan DU også.

 

ER DU KLAR?

Du får 20 minutters afklarende samtale ganske gratis.

KONTAKT MIG nu

☎ 2571 2511

… eller

Send en mail